

Se billedserie
3 meter høj bentonskulptur er blevet sat op i rundkørsel i Smørum
Mange trafikanter spærrede øjnene op, da de i weekenden passerede rundkørslen ved Skebjergvej og Smørum Parkvej.
En meget høj statue var blevet sat op i rundkørslen. Af en golfspiller, der svinger køllen - og viser vej i retning mod Smørum Golfklub.
Den 3 meter høje og 2,5 tons tunge skulptur er udført i beton, og den blev sat op fredag. Den er udført af kunstneren Peer Rubin fra firmaet Rubin Stuk & Søn, i samarbejde med Smørum Golfklub og Egedal Kommune.
Peer Rubin har været medlem af klubben i en årrække, og ideen er udviklet sammen med klubbens direktør, Keld Østergaard Christensen.
Statuen skal symbolisere, at Smørum har landets største golfklub med godt 2.550 medlemmer, samtidig med at man præsterer højt på eliteniveau i disse år. Ikke mindst har den 24-årige Emily Kristine Pedersen i 2020 som bekendt hevet en imponerende stribe internationale sejre hjem.
Aftalen er, at skulpturen er skænket til kommunen, som har sørget for fundamentet og vil stå for vedligeholdelse, transport, opsætning og forsikring, gennem Kunstudvalget. Selve skulpturen er bekostet af blandt andet golfklubben.
Statuen er udført i marmor og beton, hvilket skulle sikre den i mange år frem, forklarer Peer Rubin i et opslag i Facebook-gruppen "Kulturlivet i og omkring Smørum". Her kan man også læse, at kunstneren Peer Rubin tidligere har lavet en bronzestatue til Himmerland Golfklub.
"Vi som klub synes, at hvis vi kunne få noget kunst nede i rundkørslen vil det bare gøre det lidt mere lækkert at komme ind til Smørum. Det vil give mere karakter i byen, at der står noget i rundkørslen. Ideen med kunst er god og vil synliggøre klubben", siger Keld Østergaard Christensen.
Indtil videre har statuen ikke et navn, men kaldes blot "Golfspilleren". Men der overvejes at udskrive en navnekonkurrence. En formel indvielse har ikke været mulig på grund af Corona, men der arbejdes på at lave et arrangement senere.
Om statuen siger borgmester Karsten Søndergaard (V), der selv bor i Smørum:
"Jeg er meget glad for donationen fra Peer Rubin og Smørum Golfklub. Med Danmarks største golfklub, synes jeg det er meget passende, at en golfspiller viser vej. Jeg synes det er et flot kunstværk som passer fint i en rundkørsel."
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her