
Under overskriften »Brancheskift - introduktion til pædagoguddannelse« inviterede Egedal Kommune i denne uge ledige og andre interesserede ind på rådhuset til en introduktion om både uddannelsen og kommunen som praktiksted.
- Corona-krisen er også en beskæftigelseskrise, som har vist, at nogle jobs forsvinder og andre er i vækst. Der er rigtig gode muligheder for beskæftigelse inden for pædagogfaget. Samtidig taler pædagogfaget direkte ind i en af vores vigtige kerneopgaver i Egedal - nemlig børnene. Det er et område, der også fremover vil fylde rigtig meget i vores arbejde i Egedal, sagde borgmester Karsten Søndergaard (V) da han bød velkommen.
Fælles for dagens deltagere var ifølge en pressemeddelelse fra kommunen, at en pædagoguddannelse for dem vil være et brancheskift. Nogle kan have en baggrund, der gør, at en pædagoguddannelse ligger mere lige for, mens andre har et helt andet slags arbejdsliv bag sig.
Ved arrangementet introducerede en studievejleder fra Københavns Professionshøjskole derfor til de forskellige veje og indgangsvinkler, der er til at blive uddannet pædagog. Desuden fortalte to nuværende pædagogstuderende om, hvorfor de har valgt pædagogfaget og om deres oplevelser med at være i praktik i dagtilbud i Egedal.
- Pædagoguddannelsen sætter skub i ens faglige og personlige udvikling og har en god vekselvirkning mellem teori og praksis, og som pædagog får man et kæmpe arbejdsområde at bevæge sig inden for og mulighed for at udvikle sig hele livet. At være med til at støtte børnene i deres udvikling og relationer er noget af det mest givende i verden. Og så er vi pædagoger lige nu nogle af de eneste på arbejdsmarkedet, der er så heldige at møde ind til kram hver eneste morgen, siger pædagogstuderende Camilla Fjordholt i pressemeddelelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her