

Se billedserie
Der er blevet 200 kvadratmeter mere plads i butikken på Dyvelåsen
Lokalavisen genudgiver op til nytår en række af de artikler, læserne k(l)ikkede mest på i det forgangne år. Denne er én af dem.
Kaffen og morgenbrødene måtte undværes, men orkestret var på plads og sørgede for musikken for den trofaste skare kunder, der var mødt frem på en halvkold onsdag morgen.
Nej, ikke alt var som det plejer at være, når Netto åbner eller genåbner en butik. For på grund af Corona var vådt og tørt skåret væk da Smørum-butikken genåbnede efter næsten tre måneders ombygning, og der var heller ikke blevet forhånds-annonceret, for ikke at samle alt for mange mennesker.
Men humøret fejlede ikke noget hos "Netto-Banden", der sørgede for fuld musik og stemte i med flere muntre sange, og der var en 25-30 mennesker stimlet sammen, da Ammar Hajir, distriktschef i Netto, bød velkommen og gav ordet til borgmester Karsten Søndergaard (V).
"Jeg er glad for at skulle åbne noget i denne tid. Hvor vi jo desværre må lukke så meget andet", sagde han, med henvisning til, at onsdag netop var første for nedlukning af flere aktiviteter i 38 kommuner, heriblandt Egedal.
Så klippede han snoren sammen med butikschef Kristine Skytte Jensen, og kunderne væltede ind i den genåbnede butik.
Siden 26. september har Nettos butik på Dyvelåsen været lukket ned, og et større arbejde med en udvidelse har været i gang.
Det er der kommet 200 kvadratmeter mere butik ud af, så Netto nu i alt råder over 1.000 kvadratmeter. Det sker som led i en større ændring af konceptet i Netto-kæden.
Det er i form af ny indretning, med blandt andet nye farver, ændret belysning, en større frugt- og grønt-afdeling og mere fokus på de nemme måltider. Samtidig har Netto også indført Scan&Go, hvor man via en app på sin smartphone selv scanner og betaler sine varer mens man køber ind. Dermed slipper man for køen.
Butikschefen glædede sig til at byde kunderne indenfor i de nye omgivelser.
"Det skal være behageligt at handle her, og på tværs af hele butikken vil man møde en styrket oplevelse, som vi håber, at kunderne vil tage rigtig godt imod", siger hun.
Nettos nye butik i Smørum er en af i alt 80 butikker, som Netto enten bygger eller renoverer i 2020. Kæden vil indenfor de næste fem år renovere og ombygge alle sine butikker efter det nye koncept.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her