25. oktober 2021
Hvis byrådet senere på måneden giver den endelige godkendelse, så skak Boesagerskolen udvides med et ekstra spor. God løsning mener Skoleudvalgets formand Betina Hilligsøe (V), mens næstformand Jens Skov (SF) er imod. Arkivfoto
Hvis byrådet senere på måneden giver den endelige godkendelse, så skak Boesagerskolen udvides med et ekstra spor. God løsning mener Skoleudvalgets formand Betina Hilligsøe (V), mens næstformand Jens Skov (SF) er imod. Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politikere giver grønt lys til skole-udvidelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere giver grønt lys til skole-udvidelse

Flertal i Egedals Skoleudvalg siger ja til at løse det fremtidige kapacitets-behov med et ekstra spor på Boesagerskolen i Smørum

Egedal - 16. september 2021 kl. 08:34
Af Kenneth Tanzer

Boesagerskolen i Smørum skal udvides til en fuldt femsporet skole.

Det står klart efter tirsdagens møde i kommunens Skoleudvalg, hvor der var flertal for at følge administrationens indstilling om at placere det ekstra spor på Boesagerskolen. Dermed er det op til byrådet at give den endelige godkendelse senere på måneden.

Som Lokalavisen Egedal skrev i sidste uge, så er en skoleudvidelse i Distrikt Smørum blevet aktuel efter den seneste befolknings- og elevtalsprognose for byen.

Her ses et behov for at udvide kapaciteten med et ekstra spor, men ifølge Skoleudvalgets formand Betina Hilligsøe (V), så ligger behovet først ti år ude i fremtiden.

"Jeg vil gerne gøre det helt klart. Der er ikke pladsmangel her og nu i Distrikt Smørum, så vi behøver ikke tænde de røde advarselslamper. Behovet for et ekstra spor er der først om ti år, så der er ingen panik. Vores administration viser bare rettidig omhu ved at tage fat på det allerede nu og præsentere behovet for os politikere. De er ude i god tid, og det skal de have ros for," siger Betina Hilligsøe.

"Kritikere vil nu pege på, at man ikke skulle have lukket Søagerskolen. Hvad vil du sige til dem?"

"Jeg vil sige, at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ekstra spor om ti år, og så en tre år gammel beslutning, der handler om at sikre nogle nye og kreative læringsmiljøer. Vi vil hellere bruge pengene på at optimere to skoler i Smørum end at bruge penge på nedslidte kvadratmeter."

Udvidelsen af Boesagerskolen kommer frem mod "Budget 2023" til at koste cirka 10 mio. kr. til det forberedende arbejde. Hele udvidelsen er vurderet til cirka 75 mio. kr. plus 20-30 procent til bygherreudgifter - forudsat at idrætsundervisningen kan håndteres i Smørum-hallerne.

Brug Søagerskolen

"Det beløb er fremlagt for at give os en indikation af, hvor vi befinder os henne. Jeg er sikker på, at vi fremadrettet mod budgettet i 2023 bliver præsenteret for mere detaljerede tal," siger Betina Hilligsøe.

Hendes næstformand i Skoleudvalget, SF's Jens Skov, valgte at stemme imod en udvidelse af Boesagerskolen. I stedet fik han en mindreudtalelse, der går på, at den nedlagte Søagerskole inddrages i forhold til løsninger på både daginstitution- og skoleområdet i Smørum.

"Hvis vi placerede den nye daginstitution på Søagerskolen og samtidig lavede en indskolingsskole, så vil det løse behovet og give mere nærhed for eleverne. Jeg finder det ærgerligt, at flertallet ikke vil kigge på Søagerskolen, når vi står med et behov," siger Jens Skov, der ikke ser frem til det antal elever, som i de kommende år skal have plads på Boesagerskolen.

"Jeg er imod en mega-skole på Boesagerskolen. Der er allerede presset mange elever ind i små lokaler, og hvis skolen på sigt udvides til fem spor, så giver det klasser på op imod 28 elever, og det flugter ikke med vores politik i SF. Vi peger i stedet på et klasseloft på 24 elever. Det giver et bedre læringsmiljø for eleverne og et bedre arbejdsmiljø for læreren," siger Jens Skov.

Han hæfter sig også ved, at projektet med et nyt spor bliver en dyr omgang.

Kan havne på 100 mio. kr.

"Jeg tror ikke, at det kan gøres for 75 mio. kr. Med bygherreudgifter havner vi nok på cirka 100 mio. kr. Dertil skal vi bruge 50 mio. kr. på en ny daginstitution, så vi snakker godt og vel 150 mio. kr. i Smørum. For de penge kunne vi gøre meget ved Søagerskolen," siger Jens Skov til Lokalavisen Egedal.

Betina Hilligsøe ser dog ingen grund til at kaste flere penge efter Søagerskolen.

"For det første blev den beslutning taget for tre år siden, hvor vi besluttede at optimere vores bygninger. For det andet, så går der ti år inden det ekstra spor skal være på plads. Skulle vi så i ti år holde en nedslidt Søagerskole i drift? Det er ikke en løsning, som vi kan byde hverken børn eller ansatte. Det er heller ikke økonomisk ansvarligt, for så ville vi skulle spare på andre skoler. Vi skal have højere ambitioner. Vi vil hellere bruge de penge på at forny Egedals skoler til moderne skoler, hvor de fysiske rammer muliggør nutidig pædagogisk og undervisningsmæssig praksis," siger Betina Hilligsøe.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?