22. juni 2021
"Jeg kunne slet ikke sige noget, da jeg fik af vide, at mit ben skulle amputeres. Jeg følte, at min verden faldt sammen i det øjeblik," siger Per Lundby, der her ses foran hjemmet på Engvej i Ølstykke. Fotos: Kenneth Tanzer
gallery icon

Se billedserie

"Jeg kunne slet ikke sige noget, da jeg fik af vide, at mit ben skulle amputeres. Jeg følte, at min verden faldt sammen i det øjeblik," siger Per Lundby, der her ses foran hjemmet på Engvej i Ølstykke. Fotos: Kenneth Tanzer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Per gik fra topfodbold til at miste begge ben: Jeg har ikke brug for medlidenhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Per gik fra topfodbold til at miste begge ben: Jeg har ikke brug for medlidenhed

76-årige Per Lundby fra Ølstykke brillerede i tidernes morgen for AB foran 25.000 tilskuere i Idrætsparken. I dag sidder han i kørestol og har fået begge ben amputeret. Vi har mødt ham til en snak om karriere, venskaber og en svær dagligdag som handicappet

Opdateret 11. maj 2021 kl. 11:30
Egedal - 11. maj 2021 kl. 11:05
Af Kenneth Tanzer

"Ja, jeg går jo ikke lige ud i haven og finder fodbolden frem."

Per Lundby kan ikke lade være med at smile over sin kække kommentar, for selvom han har fået begge ben amputeret og tilbringer dagligdagen i en kørestol og en elscooter, så finder han stadig plads til smil og selvironi.

"Sådan er jeg nok bare. Det er vigtigt at lave lidt fis engang imellem. Jeg har det også bedst, når mine venner laver lidt sjov med mig. Jeg har ikke brug for, at folk har medlidenhed med mig," siger Per Lundby, da Lokalavisen kigger forbi hjemmet på Engvej i Ølstykke.

Her har han og hustruen Hanne boet siden 1970. Huset har han selv bygget, og i det hele taget har Per Lundby gennem sit lange arbejdsliv som blikkenslager været lidt af en håndværker, der kastede sig ud i forskellige projekter. Derfor rammer hans handicap ekstra hårdt.

"Det er tungt, men jeg er stille og roligt ved at acceptere det. Det er dog frustrerende, at jeg ikke længere kan gøre de ting, som jeg altid har taget for givet. Jeg kan ikke slå græsset, klippe hækken eller nå elskabet. Alt det har jeg jo været vant til," siger 76-årige Per Lundby.

Han læner sig tilbage og kigger ud af vinduet, inden han selv kommer ind på dagen i 2017, hvor han på Herlev Hospital fik en nedslående besked, der skulle vise sig at ændre hans liv.

Chokerende besked

"Lægerne forklarede mig, at mit venstre ben skulle amputeres under knæet. Der var ikke noget at gøre, da et sår på min tå ikke ville hele. Årsagen var åreforkalkning," siger Per, der tydeligt husker, at beskeden efterlod ham i chok.

"Jeg kunne slet ikke sige noget. Jeg følte, at min verden faldt sammen i det øjeblik. Jeg havde jo været vant til at spille fodbold og tennis med vennerne. Nu var det slut, og den melding ødelagde noget i mig," siger Per Lundby.

Året efter var han samme tur igennem. Et sår på højre fod ville ikke hele, og selvom lægerne først prøvede at amputere hans tæer, så var der ingen vej udenom. Højre ben skulle også amputeres - denne gang over knæet.

"Anden gang var det værste. Jeg havde store smerter bagefter, og jeg blev godt skør af morfinen. Jeg så dyr komme ud af fjernsynet, og jeg var bare hårdt ramt. Jeg havde så småt vænnet mig til den venstre knæprotese. Det går stadig bedre, men jeg har det langt sværere med den højre protese," siger Per Lundby, der også har kæmpet en kamp med Egedal Kommune.

Måtte selv købe elscooter

"Jeg føler ikke, at jeg har fået den hjælp, som jeg skulle have haft. De har leveret nogle ramper, så jeg med kørestolen og elscooteren kan komme ind og ud af huset, men jeg måtte selv betale 25.000 kroner for elscooteren. Alarmkaldeanlægget har jeg også selv betalt, og derudover søgte jeg om en handicapvenlig bil, så jeg selv kunne komme ind og ud fra bagklappen, men det kunne ikke lade sig gøre. Hanne kan ikke selv løfte kørestolen ind i bilen, så vi er afhængige af naboerne. Jeg føler ikke, at kommunens visitation har været god, men de skal have ros for mit genoptræningsforløb. Jeg kunne bare godt have brugt flere timer," siger han.

Kampen i kørestolen står i skærende kontrast til de mange kampe, som Per Lundby har spillet på fodboldbanen.

Først som dreng i Bagsværd Idrætsforening, og siden i AB, hvor han var med til at vinde klubbens seneste danske mesterskab i 1967.

"Fodbold har givet mig så meget. Da jeg i tidernes morgen var rekrut, dyrkede jeg også atletik og badminton, men fodbolden var altid nummer ét. Jeg startede allerede som 6-7-årig i Bagsværd. Det var oplagt, da jeg boede lige ved siden af. Vi havde et stærkt ungdomshold i Bagsværd, men vi var fem stykker, der som ynglingspillere kørte ind til AB på Nørre Allé. Pludselig skulle jeg med klubben til Færøerne, og så gik det slag i slag," fortæller Per Lundby, der finder fotoalbummet frem, hvor han for AB spiller foran 25.000 tilskuere i Idrætsparken.

"Jeg scorede faktisk sejrsmålet i den kamp," smiler Per, der som venstre wing fik flere kamp for AB's mesterhold, ligesom det blev til kampe i Europa Cuppen.

"Det var en sjov tid. Jeg kan huske vores opgør mod FC Zürich og AEK Athen. Det var store oplevelser, men til sidst spillede jeg en mindre rolle på holdet. Jeg nåede desværre ikke at få en landskamp, men det var jeg helt indforstået med. Jeg stod i skyggen af Frems Leif Printzlau, som senere skulle blive en god ven i Ølstykke," siger Per Lundby, der fortsatte med fodbolden, da han og Hanne flyttede til Ølstykke.

Fodbold som følgesvend

"Vi flyttede herop, og året efter (1970, red) kom vores datter Susan til verden. Fem år senere fik vi Jonas, så det passede mig fint at drosle lidt ned og spille på et lavere niveau i Ølstykke FC. Jeg fik vel 150 seniorkampe for klubben, inden jeg tog et smut til Jægerspris, hvor jeg var spillende træner. Jeg havde dog ikke ambitioner om at gå trænervejen, så jeg vendte tilbage til Ølstykke som 38-årig, hvor jeg sammen med Flemming Nielsen startede oldboysholdet "Elefantholdet". Det var en helt fantastisk tid - både sportsligt og socialt. Vi vandt DM-guld flere gange, og der blev knyttet nogle stærke venskaber, som stadig betyder meget for mig i dag. Flere af mine holdkammerater fra dengang spiller nu lidt hyggetennis, og selvom jeg ikke kan spille med, så nyder jeg at kigge forbi og være en del af det sociale liv," siger Per Lundby.

Han tager sig en sidste tår kaffe og gør sig klar til at trille ned til genoptræning. Humøret er stadig intakt, og viljen til at komme igennem de hårde tider lyser ud af ham.

"Jeg får det bedste ud af det. Min kone siger, at jeg er en fighter, og det er også min indstilling til tingene. Når det gør lidt ondt, så må man kæmpe det ekstra, men jeg kunne ikke have klaret det uden Hanne," siger Per Lundby.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstå du deres løn-utilfredshed?