
Ser du jægere med skarpladte våben i Stenløse, Ølstykke, Smørum og Slagslunde, kan du tage det helt roligt. Med mindre du er en råge. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Jægerne er fra Jægerråd Egedal, og de er sendt ud på en lang række kommunale ejendomme for at regulere bestanden af voksne rågefugle.
Det oplyser Egedal Kommune.
Råger er en plage mange steder, og derfor holder kommunen bestanden nede.
Reguleringen vil ske i perioden fra 15. januar og frem til 15. marts, og der skydes råger i såvel Stenløse som Ølstykke, Smørum og Slagslunde.
Reguleringen finder sted på følgende kommunale ejendomme:
I Smørum ved Genbrugsbutikken på Hassellunden, ved Sankt Hans Sø, ved Boesagerskolen, ved Dagplejehuset og ved Fritidscenter Sødalen.
I Ølstykke sker det ved Toftehøjskolen, ved Byparken, ved rundkørslen og p-plads ved Stengårdsskolen samt ved Ølstykke Stadion.
I Stenløse ved Lærkeskolen og på stien ved Egedal Gymnasium.
I Slagslunde ved Stjernehuset på Blomstervej.
Vil man vide mere om kommunens rågestrategi, kan den findes på kommunens hjemmeside.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her