18. september 2021
Byrådsmedlem, multikunstner og fhv. minkavler Bendt Tranekjær Rasmussen var i et vældig godt humør, da han lørdag åbnede sin skulptureng på Tranekærvej i Ølstykke. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Byrådsmedlem, multikunstner og fhv. minkavler Bendt Tranekjær Rasmussen var i et vældig godt humør, da han lørdag åbnede sin skulptureng på Tranekærvej i Ølstykke. Foto: Allan Nørregaard
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Indvielse af skulptureng blev et tilløbsstykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Indvielse af skulptureng blev et tilløbsstykke
Egedal - 02. august 2021 kl. 05:49
Af Maj-Britt Holm

En flok rødbrogede køer fulgte nysgerrigt med i de uvante aktiviteter fra en nabofold, da det strømmede til med mennesker til indvielsen af Tranekjær Skulptureng i Ølstykke lørdag formiddag.

Byrådsmedlem, multikunstner og fhv. minkavler Bendt Tranekjær Rasmussen (LA) har omdannet en cirka to hektar stor eng til et udflugtsmål, hvor alle er velkomne til at komme og gå en tur og kigge på udstillede skulturer under åben himmel - både hans egne, og meget gerne også andres, og samtidig nyde de grønne omgivelser med skovbevoksning, lille sø og lergrav.

- Jeg er overvældet over, hvor mange mennesker, der er kommet - og at der er virkelig mange, jeg ikke kender, og som hverken er familie eller venner. Det, synes jeg, er spændende, sagde dagens hovedperson, da arrangementet lakkede imod enden.

Egne og andres værker

I de senere år er Bendt Tranekjær begyndt at skabe store skulpturer i blandt andet fibercement. Det kunstneriske tog fart, da han efter 40 år måtte nedlægge sin minkfarm med 500 tæver i november sidste år, hvor regeringen beordrede landets mink slået ned på grund af udbredt coronasmitte med en særlig minkvariant. Det er blandt andet blevet til den fem meter høje skultur »Manden fra det nedlagte erhverv«, bygget af tomme minkbure.

- Jeg tænkte, der må være andre, der ligesom jeg mangler et sted at udstille. Så jeg besluttede at lave denne skulptureng. Ivan Vallentin fra Fakse hørte om det via pressen, og han ringede og kom i aftes med tre skulpturer, som vi nåede at få stillet op, forklarede en storsmilende Bendt Tranekjær, da de sidste gæster havde parkeret deres biler på græsset med hjemmelavede p-skilte og fået skænket et glas vin til at gå rundt med i hånden på den ikke helt jævne eng.

Passer med kunststrategi

Egedal Kommunes borgmester Karsten Søndergaard (V) var inviteret til at klippe den røde snor til skulpturengen, hvilket han kaldte for en fin måde at slutte sin ferie på. Borgmesteren og hans kone var lige kommet hjem fra campingferie i byen Gatow udenfor Berlin, hvor havde cyklet forbi en have med et stort skilt: »Herzlich wilkommen im Kunstgarten«.

- Vender vi os imod Egedal, er den nye skulptureng også et fantastisk supplement til det arbejde, byrådet har igangsat. Sidste år vedtog vi en kunststrategi i Egedal. Den handler selvfølgelig kun om den kommunale kunst, men nogle af idéerne kan godt gå hånd i hånd med tankerne bag denne skultureng, sagde borgmesteren, der takkede multikunstneren for hans initiativ og indsats.

Et udflugtsmål

Inge Hansen, Edith Hansen og Lone Ellemann, alle fra Ølstykke, syntes, at det er en sjov idé med skulpturengen.

- Der sker ikke så meget i Ølstykke. Men nu har vi et nyt sted at gå tur, forklarede trioen, som er en del af »Gåpigerne«, hvor otte kvinder i alderen 78 til 96 år jævnligt mødes for at gå tur og drikke kaffe sammen.

Formand for Egedal Kommunes kultur og erhvervsudvalg, Charlotte Haagendrup (K) var også dukket op.

- Det er fantastisk. Bendt har snakket om det så tit. Jeg håber, det bliver meget besøgt. Nu kan man tage en tur på lossen og kigge på kunst bagefter, sagde hun med henvisning til, at Ølstykke genbrugsplads ligger lige i nærheden.

Man kan finde Tranekjær Skulptureng overfor Tranekærvej 7 i Ølstykke.

Synes du, at kommunen er der for dig?