27. januar 2021
Fra vinduet i sit arbejdsværelse ser Edith Thingstrup ud over markerne. Ofte tager hun sig en gåtur på ti kilometer i området omkring præstegården.
gallery icon

Se billedserie

Fra vinduet i sit arbejdsværelse ser Edith Thingstrup ud over markerne. Ofte tager hun sig en gåtur på ti kilometer i området omkring præstegården.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Edith Thingstrup: For hvert ekstra søm, jeg har slået i væggen, hænger jeg bedre fast her

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Edith Thingstrup: For hvert ekstra søm, jeg har slået i væggen, hænger jeg bedre fast her

Kun 51 år gammel runder Edith Thingstrup sit 25-års jubilæum som præst i Ledøje-Smørum

Egedal - 27. november 2020 kl. 08:52
Af Anne Lønstrup

Edith Thingstrups halvblinde cockerspaniel, Sascha, er begyndt at bumpe ind i stolene om spisebordet. Alderen trykker, og Sascha er ikke længere så frisk og årvågen, som da hun var ung.

Anderledes forholder det sig med hendes ejer.

51-årige Edith Thingstrup har ganske vist været præst i Ledøje-Smørum i hele 25 år. Men hun er lige så optaget af at udfylde sin rolle som præst og sjælesørger, som da hun ankom.

Den store forskel på dengang og nu er, at hun føler sig stadigt mere forbundet med sognet og sine sognebørn. For hver gang, hun har slået et søm i væggen i præsteboligen, har hun følt sig mere knyttet til stedet.

"Jeg har tit tænkt, når jeg slog et ekstra søm i væggen: Nu hænger du endnu bedre fast her," siger hun.

Edith Thingstrup har i dag boet længere tid i Smørum end noget andet sted, og hun har opbygget relationer, som hun ikke har lyst til at forlade.

"Når jeg har overvejet, om det skulle være tid til at søge et andet job, så kommer problemet: Der skal være noget, der trækker, og det har været svært at få øje på," siger hun.

Husker øjne

Da Edith Thingstrup kom til Ledøje-Smørum som nyuddannet præst i 1995, var sognet fyldt med unge børnefamilier som hendes egen, og var der én arbejdsopgave, der fyldte, var det dåbshandlinger.

"Hvis jeg på nogen måde skulle have pådraget mig en arbejdsskade, skulle det have været af at døbe så mange børn! Efter de første ti år talte jeg mig frem til, at jeg havde døbt over 1.000 børn. Jeg har også viet utroligt mange, og enkelte har jeg viet to gange," siger hun.

Begravelserne var der meget færre af, og nu da de begynder at komme, har hun måske også mere alderen til dem.

"Der er nogle ting, man kan læse sig til, og der er dem, man selv må erfare," siger hun.

De mange samtaler, der hører til præstegerningen, er hun glad for. Hun kan glemme detaljerne igen, men øjnene glemmer hun aldrig.

"Når jeg kommer ned og handler og ser ind i et par øjne, tænker jeg altid, hvor er det nu, du har set de øjne før? Og så kan jeg ikke lade være med at nikke. For mennesker kan blive skaldede og tykke med alderen, men øjnene, de forandrer sig ikke."

Sang for køerne

Hendes første embedsbolig lå i Tulipanhaven i Smørumnedre og var et parcelhus. Første gang, hun så sognet, var en stegende varm sommerdag, og Edith Thingstrup, der er vokset op på landet, følte sig hjemme.

"Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her sted passer mig godt. Det var beboet af arbejdsomme typer, og det var et børnerigt sogn med mange yngre mennesker i færd med at stifte familie. De lignede mig selv, og jeg tror, at hvis jeg f.eks. havde læst til tandlæge eller jurist, kunne jeg også sagtens være landet her."

Selv er hun fra Vejen i Sydjylland. Hendes forældre var landmænd. Han avlede køer, og hun avlede svin og høns.

Det var ikke et missionsk hjem, og Edith Thingstrup husker heller ikke, at der blev bedt fadervor. Men hendes far sang salmer for sine køer og stillede ind på gudstjeneste på P1 hver søndag. Hun var ikke i tvivl om, at forældrene troede på, at der findes noget, som er større end os selv.

"Min far sagde altid, at jeg skulle få en uddannelse, så jeg kunne klare mig selv. Regn ikke med, at nogen skal sørge for dig, sagde han."

At hendes far så gerne havde set, at alle tre døtre læste til lærer, er en anden sag.

Efternøleren Edith gik sine egne veje og begyndte på teologi ved universitet i Aarhus. Hun var allerede som ung en selvstændig og handlekraftig pige, som gik til hånde på gården og kunne blive sendt på foderstof-centralen, hvis forældrene selv havde for travlt.

"Jeg husker engang, hvor jeg skulle hente foder med en trailer på bilen. Da jeg blev bedt om at køre ned i den anden ende af lagerhallen, bakkede jeg bare de 400 meter. Bum, færdig! Og der er jeg glad for at jeg ikke begyndte at vende bilen eller bede om hjælp, som de måske havde forventet af en pige."

En hjælpende hånd

Selv har hun to døtre og to sønner. Engang fyldte de godt op i præstegården, som familien flyttede ind i 2011. Nu er de to ældste flyttet hjemmefra, og Edith Thingstrup er blevet skilt, så de to yngste bor her hver anden uge.

"Det gør huset mere stille. Nu kan jeg også nogle gange nøjes med at spise makrelmad til aften, og jeg synes da, at det er lidt underligt at have hele huset for mig selv," siger hun.

Diskussionslysten, som hun har med hjemmefra, er gået i arv til hendes børn, om hvem hun siger, at "det er klart dem, der provokerer og flytter mig mest." F.eks. har de flyttet hende i retning af mere grøn mad. Der skal nok komme and og flæskesteg på bordet juleaften, men der kommer lige så mange kigærter, grøntsager og æbler i karry, og det synes hun er fint.

"Jeg er blevet mere rund med årene. Jeg har været vant til at være ret standhaftig på mine holdninger, bl.a. om kød, som jeg har spist hele mit liv. Men efter at have hørt alle de skrækhistorier om dyr, så smager kød mig ikke på samme måde mere."

Mange af de værdier, som Edith Thingstrup bærer med sig i sit liv, og som hun har dyrket som lokalpolitiker og som "Groft sagt"-skribent i Berlingske, stammer fra hendes hjem.

Hendes far var aktiv venstremand, og hendes gamle bedstemødre havde været på højskole. Andelsbevægelsen betød meget for hendes far, der forgæves forsøgte at redde det lokale andelsmejeri.

"Man skal gøde sin mark, men man skal også tage del i samfundet og give en hjælpende hånd til dem, som har brug for det, og så skal man kræve noget af dem, der kan," siger hun.

Blodet ruller

Hvis Edith Thingstrup en dag skulle lave noget andet, ville hun arbejde i en handicaporganisation.

"Jeg synes ikke, at kommunerne behandler folk ordentligt, når de bliver gamle eller har et handicap. Jeg tager nogle gange med som bisidder til møder. Jeg gør ingenting, jeg sidder der bare, men jeg bliver skræmt over, at se sagsbehandlere behandle folk, som om de var døve og blinde. Når jeg ser, hvordan man behandler de svageste i vores land, så ruller mit blod lidt stærkere. Det ville jeg gerne kunne gøre noget ved!"

Her og nu er det dog præstegerningen, det gælder - og alle de andre ting, som hun lokalt har kastet sig ud i: Hun holder af gode samtaler og har bl.a. en seniorklub i sin kirke. Hun speaker, når gymnastikforeningen holder opvisning i Ledøje-Smørum Hallen. Og hun er med til at arrangere grundlovstalen på Edelgave Gods.

Som præst har hun droppet at have en egentlig åbningstid for henvendelser, for folk er påpasselige med ikke at komme i tide og utide. Men det sker ofte, at folk stopper hende, når hun er ude at gå tur, og siger 'Jeg skal lige snakke med dig', og hun har mange samtaler over telefonen.

Hun føler selv, at folk i sognet ser hende som en af deres egne. Som en der skaber bånd på kryds og tværs og ikke som den skarpe debattør, som læsere af landets aviser måske kender hende som.

"Hvis folk, der ikke kender mig, dukker op i kirken for at høre 10 groft-sagt-udtalelser, bliver de nok lidt skuffede," siger hun.

Blå bog:

  • Fra 1996-2009 medlem af byrådet for Venstre, først i Ledøje-Smørum Kommune og senere i Egedal Kommune.
  • Medstifter af den borgerlige tænketank CEPOS i 2004.
  • Master of public administration fra CBS i 2013.
  • Feltpræst for Forsvaret i 2016.

Aftalepartier holder fast i, at biler skal kunne konfiskeres ved farlig kørsel - uanset om føreren ejer bilen. Er det en god idé?