8. december 2019
12-årige Anton og 10-årige Frederik, der tilsammen udgør "Ilddrengene", optrådte med akrobatik og ildshow ved lørdagens indvielse af en formidlingshytte og et nyt tag af egetræsspåner på møllernes lade ved Skenkelsø Mølle i Ølstykke. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

12-årige Anton og 10-årige Frederik, der tilsammen udgør "Ilddrengene", optrådte med akrobatik og ildshow ved lørdagens indvielse af en formidlingshytte og et nyt tag af egetræsspåner på møllernes lade ved Skenkelsø Mølle i Ølstykke. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dristig indvielse: Ildshow ved nyt trætag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dristig indvielse: Ildshow ved nyt trætag
Egedal - 30. november 2019 kl. 18:01
Af Maj-Britt Holm
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det var lidt dristigt med ildshow så tæt på det nye tag.

Sådan lød det muntert fra folketingsmedlem Mette Abildgaard (K), da hun lørdag talte til gæsterne ved indvielsen af en formidlingshytte på Skenkelsø Mølle samt taget på møllerens lade, der er ført tilbage til 1891 med tagspån af egetræ og ny tagkonstruktion i Ølstykke.

Et par hundrede mennesker var mødt op til åbningen af museets julemarked, der i år var krydret med optræden af »Ilddrengene«, kendt fra tv-programmet »Danmark har Talent«. Men selv om de to brødre Frederik og Anton jonglerede med brændende fakler, mens de slog kolbøtter over hinanden, var der ikke fare på færde, fastslog Egedal Kommunes borgmester Karsten Søndergaard (V) bagefter og fremviste en pulverslukker:

- Som borgmester er jeg altid klar til det værste, forsikrede han.

Charlotte Haagendrup (K), der er formand for Kultur- og erhvervsudvalget i Egedal Kommune, gjorde sidste år det lokale folketingsmedlem Mette Abildgaard (K) opmærksom på, at der var et stort ønske om at få renoveret møllen.

Det lykkedes Mette Abildgaard at få Skenkelsø Mølle på finansloven for 2019 med 500.000 kroner til renovering og formidlingsaktiviteter. Pengene er gået til taget, hvor håndværkere fra Bang Nielsen A/S i Gerlev har lagt 11.000 træspåner af egetræ og fornyet hele tagkonstruktionen, samt til en formidlingshytte til skoleklasser og andre grupper, der kan lære om møllehistorie og dansk håndværk.

- Det her er rigtig vigtig kulturarv, og jeg er glad for, at det er nået helt ind på Christiansborg, så vi har fået det nye tag og en formidlingshytte i samme træ. Nu kan vi sige: Kom ud og lær om vores fælles landbokultur. Det handler om historie og teknologi, og man kan faktisk også få fingrene i melet, fortalte Charlotte Haagendrup.

Folketingsmedlemmet fik som tak for sin indsats overrakt egetræsspån nummer 11.101 af museumsleder Rolf Kjær Hansen til at have på sit kontor på Christiansborg, og byrådsmedlemmerne Charlotte Haagendrup (K) og Ib Sørensen (S) samt Karsten Søndergaard (V) fik også hver en spån med inskription og mølletegning brændt i træet som minde om dagen.

Siden kunne gæsterne hygge sig ved julemarkedet, hvor de kunne smage »lutendranken« fra 1600-tallet, en slags forløber for gløgg af rødvin og krydderier, bage fladbrød i den nye formidlingshytte, smage havregrynskugler efter gammel opskrift i skolestuen, filte julehjerter, lave juledekorationer og købe friskkværnet mel.

grafik køb billede