6. marts 2021
Tværvej.
Tværvej.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 27-årig erkender uagtsomt manddrab ved dødsulykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

27-årig erkender uagtsomt manddrab ved dødsulykke
Egedal - 22. februar 2021 kl. 12:23
Af Annemette Ross Jensen

Den 27-årige mand, der er tiltalt i sagen om den den voldsomme dødsulykke på Tværvej den 2. oktober sidste år erkender uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder. Da domsmandsretten i Hillerød blev sat mandag morgen, erkendte den 27-årige sig skyldig i det meste af anklageskriftet bortset fra spirituskørsel.

arrow Læs også: Retten i dag: 27-årig tiltalt for vild kørsel og trafikdrab

Desuden tog han forbehold for de nævnte hastigheder i anklageskriftet, idet han bekræftede, at han havde kørt for stærkt, men ikke vidste præcist, hvor hurtigt han havde kørt. Ifølge forsvareren ville han dog ikke bestride hastighederne, hvis de blev dokumenteret i retten.

Ved frokostpausen havde retten hørt forklaringer fra den tiltalte, tre vidner og en bilinspektør, og manglede kun at høre et vidne mere.

Ved det frontale sammenstød blev den 46-årige mandlige fører af en modkørende bil dræbt, og hans søn på 15 og datter på 12, som var med i bilen, blev kvæstet og kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvorfra det senere blev oplyst, at deres tilstand var stabil.

Af anklageskriftet fremgår, at den ene passager kom alvorligt til skade med mange brud på knogler omkring øjenhule, kæbehule og pandehule. Den anden passager kom også til skade, ligesom der skete betydelig materiel skade på den bil, de sad i.

Det voldsomme sammenstød var kulminationen på den 27-åriges kørsel over en længere strækning ad Frederikssundsvej og Tværvej i Smørum i cirka et kvarter fra klokken 17.20 til 17.35.

Ifølge anklageskriftet kørte han uden at udvise agtpågivenhed, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerhed og forvoldte i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde nærliggende fare for nogens liv og helbred - ovenikøbet efter at have indtaget spiritus, så hans promille var over 0,5, og han har heller ikke taget kørekort.

Ifølge anklageskriftet kørte han på et tidspunkt med over 183 kilometer i timen på Frederikssundsvej, hvor man kun må køre 80 - så hastighedsoverskridelsen var på mere end 100 procent.

På Tværvej cirka en kilometer før uheldsstedet kørte han med 155 kilometer i timen, hvor man må køre 90, altså mere end 60 procent over det tilladte.

På Tværvej foretog han først én overhaling i høj fart uden at sikre sig, at det kunne ske uden for fare, så en ukendt modkørende bilist måtte trække ud i nødsporet for at undgå påkørsel og derved var i nærliggende fare for liv og førlighed.

Under den fortsatte kørsel i høj fart foretog den 27-årige ifølge anklageskriftet en samlet overhaling af fem-seks forankørende biler uden at afpasse hastigheden efter forholdene og sikre sig, at det kunne ske uden fare med tilstrækkeligt langt til modkørende færdsel på strækningen, hvor oversigten er begrænset på grund af vejens krumning.

Resultatet var, at den 46-årige måtte trække ud i nødsporet og rabatten for at undgå påkørsel. Det samme gjorde tiltalte, som derved ramte den modkørende personbil frontalt med ikke under 108 kilometer i timen i påkørselsøjeblikket.

Den 27-årige er også tiltalt for at være flygtet fra ulykkesstedet uden at hjælpe de tilskadekomne personer i den påkørte bil, selv om føreren var i øjensynlig livsfare, og den ene passager var alvorligt kvæstet.

Udover ulykken er den 27-årige også tiltalt for at have kørt for stærkt på Frederikssundsmotorvejen ved Smørum den 1. maj 2020. Her kørte han med 118 kilometer i timen, selv om han kun måtte køre 70, og det foregik altså også uden at have kørekort.

Ved retsmødets start blev der desuden rejst tiltale for en række andre mindre færdselsforseelser.

arrow Dødsbilist for retten: Rocker med brutal fortid
10. februar 2021 kl. 13:02 Opdateret: kl. 12:59
arrow Tiltale: Vild kørsel før trafikdrab
05. februar 2021 kl. 05:14 Opdateret: kl. 19:48
Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?