5. juli 2020
En varm sommerdag med afslappet stemning på Dyrehavsbakken foran spillestedet Fortuna Hallen, ca. 1950. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)
En varm sommerdag med afslappet stemning på Dyrehavsbakken foran spillestedet Fortuna Hallen, ca. 1950. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ugens lokalhistoriske billede: Bakken åbner igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ugens lokalhistoriske billede: Bakken åbner igen

I år åbner Dyrehavsbakken i pinsen, hvor mange familier mødes og tager på skovtur i Dyrehaven og slutter af på Bakken.

Det Grønne Område - 07. juni 2020 kl. 11:45
Af Mette Henriksen, Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den gamle forlystelsespark i Dyrehaven er verdens ældste stadig eksisterende forlystelsespark. Den opstod allerede i 1583 som en form for markedsplads ved Kirstens Piils Kilde i Dyrehaven. Mange valfartede hertil for at opnå kildens helbredende og styrkende kraft.

De mange kildegæster tiltrak gøglere og beværtere, som slog deres telte op på markedspladsen i kildetiden og var med til at skabe en særlig stemning med deres gøgl og løjer.

Som tiden gik, tiltrak forlystelserne flere gæster end den gamle hellige kilde.

I 1800 flyttede den berømte og folkekære figur Pjerrot ind på Dyrehavsbakken. Han kunne både trylle, spise brændende blår og spy ild - og blev hurtigt et særkende for Bakken.

En anden del af livet på Dyrehavsbakken er bakkesangerinderne i Bakkens Hvile, som åbnede i 1877. Her kan publikum synge med, når sangerinderne optræder i deres prangende kjoler og byder op til fællessang.

I begyndelsen af 1900-tallet var teltene forsvundet, og i stedet blev der opført mere permanente træskure og større etablissementer. Et af de nyere initiativer har været, at man siden 2015 har kunnet opleve Matadors Korsbæk med boliger, butikker og restauranter fra den populære Tv-serie.

Det er stadig teltholderforeningen fra 1885, der driver Dyrehavsbakken, selvom det eneste telt, man finder i dag, er cirkusteltet, hvor Cirkusrevyen holder til.

Den gamle forlystelsespark har ændret sig meget siden de tidlige kildedage, selvom der også er mange traditioner, som fastholdes.

Mange vil sikkert kunne huske, at de har været på en familieudflugt i pinsen eller en anden varm sommerdag til Dyrehaven og Dyrehavsbakken, som på billedet her.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?