22. september 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stort perspektiv i prikket vejledning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stort perspektiv i prikket vejledning
Det Grønne Område - 16. september 2020 kl. 17:00
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Niels-Martin Methmann, Hestegangen 7, Kgs. Lyngby

DEBAT Det er tankevækkende, at røde og blå prikker vil få nogle af verdens klogeste hoveder til at cykle. Har Lyngby-Taarbæk Kommune virkelig undersøgt effekten af farvede prikker?

Hvis beslutningsgrundlaget viser, at det vil prikkerne, så er perspektivet uendeligt: Gule og grønne prikker til og fra Dyrehaven, hvor de studerende kan hvile hjernen. Især de udenlandske studerende kunne have godt af at lære om monarkiet, så vi må have brune og lilla prikker, der fører til Amalienborg. Herfra kunne man gøre noget smart, nemlig lave en slags skiftespor, hvor brune og lilla prikker med en rød plet i midten fører til parlamentarismens højborg. Tilsvarende kunne brune og lilla prikker med en grøn plet føre til Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus. Nu da skilte med tekst og pil ikke dur længere. Eller digitale kort med gps. Eller målrettede apps.

Pengekassen til bedre forhold for cyklister ser ud til at være åben, og jeg vil tillade mig at foreslå, at Lyngby-Taarbæk Kommune også gør en indsats for alle os, der ikke cykler til og fra DTU. Cykelstierne er ujævne. Hver gang en entreprenør har gravet i cykelstien, bliver der lagt en lap af asfalt oven på, men lapperne flugter sjældent med den oprindelige overflade. De skarpe kanter gør nas i håndled og ædlere dele.

Letbanen får i øjeblikket skyld for al dårligdom i kommunen, og omlægningen af rør og ledninger har da også gjort livet ekstra surt for os, der cykler. Jeg går ud fra, at det er den kommunale forvaltning, der skal føre tilsyn med, at trafikanter bliver behandlet hensynsfuldt under og efter, når entreprenører arbejder i kommunens arealer.

Har jeg ret, er tilsynet mangelfuldt. Cyklister må igen og igen op over kantsten uden ramper, sno sig gennem smalle korridorer sammen med fodgængere og forcere forhindringer egnet til bjergcykler eller døje med elendig reetablering efter gravearbejde.

Lyngby-Taarbæk Kommune vil gerne fremstå som en grøn kommune. Jeg glæder mig til, at det symbolske prikinitiativ bliver fulgt op af reel handling, så kommunen ikke bare fremstår grøn, men også viser det ved at have de bedste cykelstier i Danmark.

Både før, under og efter anlægsarbejde. Hele tiden. Med eller uden prikker.

Har debatten om sexisme taget overhånd?