25. oktober 2021
Beboerne på Buddingevej har svært ved at opholde sig i deres hjem. Arkivfoto: Lars Schmidt
Beboerne på Buddingevej har svært ved at opholde sig i deres hjem. Arkivfoto: Lars Schmidt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Støj og lugt fra byggeri tvinger familie på hotel: Minister skal nu forholde sig til kompensation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Støj og lugt fra byggeri tvinger familie på hotel: Minister skal nu forholde sig til kompensation

Byggeriet har helbredsmæssige konsekvenser for Jacob Tarborg og hans familie. Borgmester, viceborgmester og folketingsmedlem vil have transportministeren til at ændre lov.

Det Grønne Område - 17. oktober 2021 kl. 13:45
Af Mikkel Brøgger Petersen

På Scandic Hotel bor Jacob Tarborg i øjeblikket sammen med sin familie, fordi støjen og lugten fra byggeriet ved Buddingevej har tvunget dem fra deres hjem.

Problemerne begyndte for alvor, da arbejdstiden fra 2. august lød klokken 7-22.

"Vi oplever støj- og lugtgener. Støj fra maskiner, en stor dieselgenerator ude foran vores dør og spunsning. Lugtgenerne er fra dieselgeneratorens os. Det er ikke et problem, når det blæser i en vis retning. Men den anden dag turde jeg ikke sende børnene ud i haven, fordi der var en så tung diesel-os," siger han og fortæller, hvordan det påvirker familien.

"Jeg har en rigtig ulykkelig datter på 10 år, som græder ved aftensmaden. Hun føler, at hun er forvist fra sit eget hjem, hun har ikke sine egne ting, hun kan ikke fungere, og hun kan ikke have legeaftaler med hjem. Jeg har også en kone, der er ved at gå ned med stress, fordi ingen lytter til, hvordan vi har det," siger han.

Udvidelsen af arbejdstiden blev besluttet, fordi arbejdet var forsinket - og for ikke at forsinke det yderligere. Jacob Tarborg mener, at få borgeres helbred er ofret, så resten af kommunens borgere ikke skal betale en ekstraregning.

"Det eneste, man har kigget på, er regningen, så man vil have det færdigt til den planlagte tid. Den mulige ekstraregning, som rammer alle borgere, har man sat højere end helbredet hos de folk, der bor tæt på," siger han.

Uhensigtsmæssige kontrakter

Borgmester Sofia Osmani (K) forstår Jacob Tarborgs kritik.

"Jeg kan I den grad godt forstå Jacob Tarborgs undren. Flertallet har tilsluttet sig en letbane og i den forbindelse også accepteret nogle vilkår, der betyder, at arbejdstiden bliver lang og støjniveauet højt. Det kan vi ikke ændre på nu. Skulle der have været stillet andre krav til støj og tidsplaner, så skulle det være sket inden udbud af opgaven," siger hun og fortæller, at kommunen reelt ikke havde et valg i forhold til at udvide arbejdstiden.

"Kontrakterne er skruet sammen således, at jeg reelt ikke mener, vi har et valg, fordi de økonomiske og tidsmæssige konsekvenser er fuldstændig uoverskuelige, hvis arbejdet ikke gennemføres som planlagt. Man har lavet nogle rigtig uhensigtsmæssige kontrakter," siger hun og tilføjer:

"Jeg savner lidt at høre 'ja-partiernes' bud på de udforinger, vi nu står med. Og jeg håber som minimum, at de presser på for en kompensationsordning overfor deres kollegaer på Christiansborg," siger hun.

Ingen kompensation

Som det er nu, kan borgerne generet af byggeriet ikke kompenseres, ligesom man for eksempel gjorde, da Cityringen blev bygget.

"Jeg får henvendelser fra borgere, der handler om voldsomme støjgener, som gør det svært at koncentrere sig og være i sit eget hjem, borgere, der ikke kan komme til egen bolig i bil, og det er borgere, som får letbanebyggeriet meget tæt på deres bolig og har en klar forringelse af livskvaliteten. Men alligevel bliver de ikke kompenseret," siger hun og fortsætter:

"Jeg har fået et brev fra en 10-årig pige (Jacob Tarborgs datter, red.), som ikke kan lide at komme hjem fra skole, fordi hun føler, at de bor på en byggeplads, hvor hun aldrig kan være sig selv. Det er ikke rimeligt. Så enten bør man ændre den generelle lov eller også gøre det specifikt i forhold til letbanen," siger hun og har fået sin partikollega på Christiansborg Rasmus Jarlov til at tage det op med transportminister Benny Engelbrecht (S).

"Jeg har formuleret spørgsmål til transportministeren om muligheder for kompensation. Såfremt der ikke er mulighed for kompensation, om ikke regeringen vil være med til at ændre loven. Det virker totalt urimeligt, at disse mennesker ikke skal kompenseres for, hvad de udsættes for. For det er voldsomt, hvad de udsættes for, og det er en meget stor gene, politikerne har besluttet at pålægge dem," siger Rasmus Jarlov og tilføjer:

"Der kommer formentlig ikke en afklaring i denne måned, for det tager tid. Men det vigtigste må også være, hvorvidt der kommer en erstatning, end hvornår den kommer."

Ministeren skal se på det

Det Grønne Område spørger viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S), om han vil henvende sig til sin partifælle transportministeren om kompensation til borgere som Jacob Tarborg, der udsættes for gener.

"Jeg tager det op med transportministeren. Det er et principielt spørgsmål, som er rigtig relevant, når man laver store anlægsprojekter. Der er ikke nogen regeringer, som har lavet denne slags projekter, der endnu har gjort det andet end på Cityringen, men det er en principiel diskussion," siger han og fortsætter:

"Kompensation fordyrer selvfølgelig projekter, men man må bare sige, at hvis det sættes ind fra starten, ved man, at der skal tages højde for det, og så kommer det også til at spille. Og det er vigtigt, for arbejdet er jo dødens pølse for borgerne, mens det står på," siger han.

Transportministeriet oplyser til Det Grønne Område, at transportministeren endnu ikke har fået en henvendelse om kompensation til støjplagede borgere, men at han vil kigge på den, hvis den kommer.

Jacob Tarborg ser kompensation som et okay plaster på såret.

"Kompensation vil ikke ændre på, at det larmer til klokken 22. Men vi bruger vores egne penge på midlertidige tiltag, weekendture for at komme væk og få energi og går mere i biografen. Der er taget en fælles beslutning om, at der må arbejdes til klokken 22 for at overholde tidsplanen. Så bør der også tages en fælles beslutning om kompensation," siger han.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?