19. juni 2021
Poul Schlüter til vælgermøde på Trørød Skole med Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup før folketingsvalget den 9. januar 1975. Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
gallery icon

Se billedserie

Poul Schlüter til vælgermøde på Trørød Skole med Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup før folketingsvalget den 9. januar 1975. Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
Foto: Rolf Aagaard-Svendsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder: Eks-borgmester tager afsked med Poul Schlüter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder: Eks-borgmester tager afsked med Poul Schlüter

Rolf Aagaard-Svendsen fortæller historien om, hvorfor Lyngby-Taarbæk var så vigtig for den forhenværende statsminister, nu afdøde Poul Schlüter.

Det Grønne Område - 09. juni 2021 kl. 11:45
Af Rolf Aagaard-Svendsen, fhv. borgmester (K)

Poul Schlüter - Det går op, og det går ned, men det skal nok gå alt sammen.

I en årrække var jeg KU's repræsentant i Lyngby-Søllerød kredsens forretningsudvalg.

Først mens Aage Hastrup var Bolig- og pensionsminister og kredsens folketingskandidat, siden da vi fravalgte Mogens Glistrup som hans efterfølger og tilvalgte Isi Foighel i stedet, og endelig da vi valgte Poul Schlüter, da Isi Foighel ikke genopstillede.

Poul Schlüter var blevet valgt til partiets formand efter al balladen mellem Ninn Hansen og Haunstrup Clemmensen, og han var opstillet i Gladsaxe kredsen, som jo ikke er en af de stærkeste konservative kredse.

Meningsmålingerne var i bund, og derfor fik vi en forespørgsel fra partiledelsen, om det ikke var en idé, at Schlüter også opstillede i Lyngby-Søllerød kredsen, fordi man ikke ville risikere, at partiformanden ikke blev valgt til Folketinget.

Det sagde vi ja til på den betingelse, at Gladsaxe fandt en anden kandidat efter det kommende valg. Så den 26. september 1974 blev Poul Schlüter valgt til Lyngby-Søllerød kredsens folketingskandidat ved en ekstraordinær generalforsamling, og den 9. januar 1975 var der Folketingsvalg.

Det dårligste valg

Poul Schlüter blev valgt, men med kun 5,5% af stemmerne blev det det indtil da dårligste valg i partiets historie. Til et grundlovsmøde på Kaningården samme år kunne han dog godt trække mennesker.

Det blev et langt sejt træk at komme tilbage, men selv om Poul Schlüter både var formand for partiet og folketingsgruppen, tog han aktivt del i arbejdet ikke mindst til valgene, hvor han var inspirator og initiativtager til en lang række aktiviteter, og han levede fuldt ud op til partiets nye slogan: "Borgerlige stemmer, der arbejder".

Det var både en fordel og en ulempe at have partiets formand som folketingskandidat, for som formand skulle han jo også passe alle de andre vælgerforeninger. Til gengæld havde han evnerne og mulighederne for at få tingene til at ske. Jeg husker en gang, der var udskrevet valg med kort varsel. Samme aften holdt vi forretningsudvalgsmøde hjemme i mine forældres kælder, fordi min far på det tidspunkt var kredsformand.

Vi skulle planlægge alle aktiviteterne, og vi havde tidligere startet valgkampagnerne med en optaktsfest med servering, sange, underholdning og inspirationstale af folketingskandidaten for at skabe den rette kampgejst hos medlemmerne. Denne gang var der meget kort tid til valget, og alle om bordet sagde, at det kunne man ikke nå at organisere, når der også skulle produceres brochurer og organiseres uddeling og plakatophængning m.v. Jo, det kan vi sagtens nå, sagde Schlüter. Jeg sørger for de her ting, og hvis du gør det, og du gør det, så kan vi holde festen om en uge.

Og det kunne vi så, og det blev selvfølgelig en stor succes. Det lærte jeg meget af.

Støt og roligt fremad

Kredsens forretningsudvalgsmøder blev holdt på skift hos forretningsudvalgets medlemmer med møde og efterfølgende spisning.

Det var som regel en fin servering fremtryllet af husets frue. Det kunne jeg ikke helt leve op til med min etværelses lejlighed i Eremitageparken; men min hjemmelavede paté kunne tilsyneladende også gøre det og blev værdsat, da vi havde møde os mig.

Under Schlüters ledelse gik det støt og roligt fremad, og ved valget den 8. december 1981 blev vi med 26 mandater det næststørste parti i Folketinget og det største borgerlige parti.

Det lykkedes ikke at danne regering ved den lejlighed, så Anker Jørgensen fortsatte støt og roligt kursen mod den berømte afgrunds rand.

Jeg havde afløst Vagn Kenrad som formand for vælgerforeningen i 1980.

Vi havde den tradition, at vælgerforeningens bestyrelse spiste en uformel sommermiddag på Sophienholm med vores folketingsmand uden en formel dagsorden i slutningen af august.

I 1982 var det den 31. august, og da jeg efter kaffen skulle runde aftenen af, sluttede jeg med at sige, at så regnede jeg med, at vi næste år tog kaffen efter middagen på Marienborg - og det gjorde vi så.

Den 2. september blev Schlüter kaldt til møde hos Anker Jørgensen, der sagde at han gik af uden at udskrive valg, og den 10. september tiltrådte den nye firkløverregering med Poul Schlüter som statsminister. Den 31. august 1983 og de følgende år indtog vi kaffen efter sommermiddagen på Marienborg.

Det er ikke alle statsministre, der har brugt Marienborg lige meget, men Poul Schlüter brugte Marienborg en del især som sin sommerbolig, og det var ikke et uvant syn at se ham tage cyklen til Lyngby. En gang var jeg lige ved at køre ham ned på Jernbanepladsen, da han kom drønende ned ad parallelgaden. Det havde været en køn historie.

Optimismen var høj

Optimismen var i det hele taget høj i 1983, og Poul Schlüter var også den, der kunne give det ord.

I talen på vælgerforeningens 80 års fødselsdagsfest den 3. oktober sagde han bl.a.: " Når Gallup gi'r os 48 mandater efter kun at have spurgt 1000 vælgere, tænk så bare ..."

Det gik ufatteligt godt for at bruge et andet Schlüter citat fra 1986, og så sagde han også ved en anden lejlighed: "Det er ufatteligt, at det går". Han var god til de der oneliners med en afvæbnende humor. "Det går op, og det går ned, men det skal nok gå alt sammen", "90% af danskerne er konservative. De ved det bare ikke", "Konservatisme er kapitalisme med et menneskeligt ansigt" som en fiks omskrivning af et Alexander Dubcek citat.

"Ideologi er noget bras", "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget".

Men det var han jo.

Her er i al fald hvad han skrev i vælgerforeningens blad, Kontakt, da han var blevet valgt som vores folketingskandidat i 1974. Det synes jeg er meget konservativt, og jeg synes, at det holder endnu:


Etisk stræben forsvinder bag skænderier om småting
Af Poul Schlüter i Kontakt december 1974
”I det daglige er dansk politik så plaget af evindelige bestræbelser for at klare akutte økonomiske problemer, at den mere ideelle - eller etiske - stræben bag partiernes virksomhed let fortaber sig i de evindelige skændsmål i småtingsafdelingen.
Hvad er egentlig holdningen, der fører til, at nogle af os livet igennem plages og glædes ved lyst til at virke for en konservativ livsopfattelse - og at den skal præge samfundsudviklingen? Der findes lige så mange individualiserede forklaringer, som der findes aktive, konservative politikere. Eller vælgere. For det at være konservativ er ikke dogmatik, som perfekte teoretikere har formuleret, så alle andre haver at rette sig derefter!
Konservatisme er liv, erfaring, udvikling, værdier, harmoni, frodighed, individualitet og ansvarlighed. Mener altså jeg. Andre vil udtrykke det anderledes. Det er hemmeligheden - svagheden og styrken.
Et gammelt konservativt ord siger, at man skal forandre for at bevare. Det er selvfølgelig for gammelt. En moderne konservativ vil mere end det. Vi vil også forandre for at skabe nyt og bedre. Men det er en menneskelig grundholdning hos os, at der gerne må være sammenhæng og kontinuitet mellem det samfund, vi lever i i dag, og det, vi vil skabe for de næste tiår. Vi ønsker hverken stilstand eller idyllisk harmoni. Vi arbejder for fremskridt. Et moderne samfund har ofte brug for handlekraft og dynamisk ledelse.
Men alting skal ikke forandres i lyntempo, blot fordi en eller anden pressionsgruppe af specialister finder på det, postulerer, at forandringen er et fremskridt, siger, at det er moderne, og at man er bagstræber, hvis man drister sig til at sige nej. For der er nye ideer, der er så ringe, at de fortjener et nej.
Handlekraften kan godt - ikke mindst i vore dage - gå ud på at have mod til at holde fast på noget, som allerede findes i det danske samfund, fordi det duer og er værdifuldt. Folkestyret kan dø af mangel på tillid, hvis der savnes harmoni mellem magthavernes regereri på den ene side og befolkningens holdning på den anden. Vi har levet i et forandringens tyranni, og vi trænger til en periode med livserfarne justeringer. Det er opgaven at forme et samfund, som mennesker og familier kan trives i og har lyst til at vedkende sig.
Myndighederne skal ikke fastlåse en dogmatik, som staten fordrer, at borgerne skal leve deres liv efter - folk skal selv kunne vælge de værdier og ideer, de vil lade deres liv være præget af.
De fleste mennesker trives nu engang bedst på grundlag af en rimelig stabilitet. Det hele bliver rodløst og holdningsløst, hvis hver eneste tradition og sædvane absolut skal rives op med rode, bare fordi den er der. Vi må først vide, forstå og acceptere, hvad vi vil plante i stedet. Det, mener jeg i al stilfærdighed, er den konservative holdning, det danske samfund har brug for.”

Rolf Aagaard-Svendsen var borgmester i Lyngby-Taarbæk i perioden 2002-09.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?