23. september 2021
-Det, der overbeviste mig om, at det her er realistisk, er, at vi kiggede på valgresultaterne i Lyngby-Taarbæk Kommune til Europaparlamentsvalget og seneste folketingsvalg. Der var pænt rødt flertal til begge valg ? og også meget flotte valg til SF, siger Sigurd Agersnap. Foto: Lars Schmidt
-Det, der overbeviste mig om, at det her er realistisk, er, at vi kiggede på valgresultaterne i Lyngby-Taarbæk Kommune til Europaparlamentsvalget og seneste folketingsvalg. Der var pænt rødt flertal til begge valg ? og også meget flotte valg til SF, siger Sigurd Agersnap. Foto: Lars Schmidt
Foto: Lars Schmidt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: SF's Sigurd Agersnap vil være borgmester: 'Der skal være et alternativ til den retning, der kører i dag'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SF's Sigurd Agersnap vil være borgmester: 'Der skal være et alternativ til den retning, der kører i dag'

SF's spidskandidat melder sig på banen som seriøs udfordrer til Sofia Osmani. Han tilbyder vælgerne en ny og anden retning for kommunen end den, Osmani står for.

Det Grønne Område - 19. september 2021 kl. 09:40
Af Lars Schmidt

"Det bliver for demokratisk fattigt og for ligegyldigt et valg, hvis vi på forhånd siger, at der ikke er noget at rafle om."

Det siger SF's spidskandidat ved kommunalvalget, den nuværende formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap.

Og netop derfor melder han sig på banen som en seriøs udfordrer til borgmesterposten ved kommunalvalget til efteråret.

"Jeg stiller mig til rådighed som borgmester. Der skal være et alternativ til Sofia Osmani og den retning, der kører i dag. Det kan vi tegne i SF," siger Sigurd Agersnap:

"Der er klare forskelle på den måde, vi prioriterer velfærdsområderne i forhold til skattelettelser: Børn, skole, ældre. Og så hastigheden af den grønne omstilling, og hvor meget vi skal trykke på dér."

Får SF et stort valg, går alliancerne op i en højere enhed, og Sigurd Agersnap efter nytår står med nøglerne til byen, bliver han SF's borgmester nummer to i Lyngby-Taarbæks historie.

Hans Henrik Madsen, der sidder i Møllåværkets bestyrelse i dag, nåede dog kun at være borgmester i mindre end et døgn. Det var under den kaotiske konstituering i 2009, hvor Venstres Søren P. Rasmussen til sidst og efter et voldsomt drama løb med borgmesterkæderne.

Det er realistisk

Men er det overhovedet realistisk, at SF vinder borgmesterposten i Lyngby-Taarbæk Kommune?

"Det kræver et andet flertal og et andet valg end sidst. Står Konservative igen med 10 mandater som sidst, er der ikke noget at rafle om. Så er posten Sofias," siger Sigurd Agersnap:

"Men der ér forskellige retninger for Lyngby-Taarbæk, og vælgerne skal kunne vælge mellem to alternativer," understreger han - og uddyber:

"Vi reagerer på interviewet i Det Grønne Område med Simon Pihl Sørensen, hvor han roser socialkonservatismen og siger, at han peger på Sofia efter næste valg. Det bliver for demokratisk fattigt og for ligegyldigt et valg, hvis vi på forhånd siger, at resultatet er givet."

Men Sigurd Agersnap mener, at det bestemt er realistisk, at SF får et godt valg. Og også et valg, som er godt nok til at sikre partiet borgmesterposten:

"Det, der overbeviste mig om, at det her er realistisk, er, at vi kiggede på valgresultaterne i Lyngby-Taarbæk Kommune til Europaparlamentsvalget og seneste folketingsvalg. Der var pænt rødt flertal til begge valg - og også meget flotte valg til SF. Derfor er det ikke bare givet, at det her er en konservativ kommune. Og derfor kan man heller ikke sige, at Sofia Osmani skal have magten, før valgresultatet foreligger."

Ikke spil for galleriet

Sigurd Agersnap afviser skarpt, at han stiller op som borgmesterkandidat for at få opmærksomhed og omtale op til valget. Det er ikke et spil for galleriet, understreger han og fortæller, at han er blevet opfordret til at stille op som borgmesterkandidat fra flere forskellige kanter:

"Nej, det synes jeg ikke. Det er et problem, hvis man på politisk niveau siger, at det hele er givet på forhånd. Vi er jo uenige om mange ting, og der er forskellige retninger. Det er noget, politikere siger altid, men jeg har fået rigtig mange opfordringer på at stille mig til rådighed som borgermester. Også fra andre partier end mit eget. Og fra nogle af de områder, jeg brænder for."

Men hvor meget mener han det så, Sigurd Agersnap?

"De fleste i kommunalbestyrelsen vil afvente valgresultatet. Jeg har snakket med dem om det også. Er der et flot valg til SF og til den røde blok, så vil jeg gerne tegne det flertal. Det vil jeg bruge kræfter på," siger han:

"Jeg vil i valgkampen overbevise vælgerne om, at der er kommet en kæmpe forskel på, hvad har folk har råd til derhjemme og, hvad de møder i skolerne, i børnehaverne, vuggestuerne, hjemmeplejen. Folk har fået skattelettelser, er blevet generelt rigere, har råd til en tredje bil, ekstra fladskærm, et flottere hus. Men når de kommer over på skolerne og i institutionerne, mødes de af gamle barakker, slidte legepladser, der mangle whiteboards, og hjemmeplejen har for travlt. Det reagerer folk på," mener han:

"Det vil jeg gerne stille mig i spidsen for og sige, at det kan vi ændre på. Hvis vi gerne vil betale lidt mere i skat, kan vi prioritere velfærden. Pengene er der faktisk - også hvis man ikke vil give skattelettelser næste år."

Politiske alliancepartnere, som kan være med til at tegne et rødt flertal efter valget, har SF:

"Enhedslisten peger på os. Og vi er i valgforbund med Radikale. Socialdemokratiet kan jeg ikke blive klog på. S og SF ligger i udgangspunktet ret tæt på hinanden politisk. Vi ville pege på en socialdemokratisk borgmester, hvis de fik et flot valg. Og på samme måde går jeg ud fra, at de vil pege på os, hvis det er realistisk, og vi får et flot valg.

Forskellene

Men hvor vil SF så adskille sig fra Konservative, hvis de ender ved magten i kommunen? Et første, godt bud er ikke overraskende skattepolitikken. Men også på velfærdsområderne og det grønne.

"Vi kan meget mere på børneområdet: Vi vil investere i vuggestuer, børnehaver og skoler. Der skal være loft over, hvor mange der skal være i klasserne, penge til mere nærvær i børnehaver og vuggestuer," siger han:

"Vi skal mindske vores klimaaftryk som kommune. Vi adskiller også også ved, at vi i det grønne område går forrest og udvikler grønne løsninger med DTU."

-Hvad kan du gøre bedre end Sofia Osmani som borgmester?

"Jeg kan prioritere andre ting end hende. Det er det, der er forskellen. Vores arbejdsform vil være ens: At prøve at finde de ting, vi kan blive enige om på tværs," svarer Sigurd Agersnap:

"Hun er langt mere optaget af at holde skatten i ro, og det præger en del af beslutningerne. Men vi skal have flere penge ud til skolerne og daginstitutionerne, ældreområdet og investere i en grøn omstilling. Med mig får man en skattestigning, men også bedre velfærd."

-Hvad vil du på det personlige plan være bedre til end Sofia Osmani?

"Sofia er en god borgmester, men det, vi er uenige om, er den politiske retning. Jeg er arbejdsom, bruger tid og energi på det, og så handler kommunalpolitik om to ting: Store ører og så finde løsningerne på problemerne. Et eksempel er de private fællesveje, som har fyldt meget for mange borgere. Her har både hun og jeg kastet energi ind i at finde løsninger.

-Hvor har I været uenige?
"Alle kompromisser tager farve af magtfordelingen. Konservative har 10 ud af 21 og sidder ret stærkt på kompromisserne. Men konkrete sager er investeringer i busbaner på Ring 4, pulje efter corona til at investere i børns trivsel og tage det fra administrationen, om vi skulle bruge pesticider i naturplejen. Det har været tre oplagte uenigheder."

Hos SF i Lyngby-Taarbæk står man hundrede procent bag sin spidskandidats borgmesterkandidatur, fortæller formand Anne Grete Bülow til Det Grønne Område:

"Vi i partiforeningen giver Sigurd Agersnap den fulde støtte til at stille om som borgmesterkandidat. Der er ingen tvivl for os om, at Sigurd vil være en rigtigt god og kompetent borgmester. Han har de sidste fire år vist en stor evne til at finde løsninger til glæde for borgerne. Det gælder både de private fællesveje, klimakampen eller for mere vild natur," siger hun:

"Derfor har vi også opfordret ham til at tilbyde sig som borgmester. Vi tror på, at han ville være god i spidsen for en anden retning i kommunen. En retning, hvor kommunen investerer mere i velfærden for alle - både de unge og ældre - og med fokus på den grønne omstilling."

Sigurd Agersnap

Alder: 28 år

Uddannelse: Cand.scient.pol., kandidat i statskundskab

Job: I Danmarks Radio som konsulent i generaldirektørens sekretariat

Bopæl: Lyngby med kæresten Helena

Stemmer du til kommunalvalget i år?