Hvor går vi hen, når vi bliver skilt? Altså, går vi i hundene, eller til ensomhed, hjemløshed, ny lykke og nye forbindelser? Og hvor går vi hen, med den skyld og skam, der ligger i skilsmissen? Både når vi går, og når vi bliver forladt?
Hvor går vi hen med alle de almindeligheder, vi er en del af, og som vi må forholde os til i skilsmissen?
Over det hele ligger der en forventning om en dom. Omgivelsernes dom, Guds dom, ens egen dom over det skete. Folk i skilsmissetanker, der kommer til mig i deres nød, vil høre: "Hvad mener Gud om dette?" "Kan jeg være medlem af kirken? "Må præster blive skilt?"
Til de spørgsmål læser vi sammen i Bibelen, og jeg finder denne bøn fra Salmebogen frem:
Ved et vendepunkt i livet
Gud, Jeg står ved en korsvej
og vender mig til dig.
Tak, fordi du går ved min side,
og fordi jeg ved, at du vil følge mig,
hvor jeg end skal gå.
I dine hænder overgiver jeg de år,
som ligger bag mig,
med det, som lykkedes, og det, som mislykkedes,
med alle de almindelige dage,
som kom til at forme mit liv.
Nu beder jeg dig følge mig
ind i den ukendte fremtid,
som både drager og ængster mig:
Lad min smerte blive din smerte,
Lad din glæde bliver min glæde.
Som du har lovet.
I Jesu navn.
Amen
For ja, jeg tror på, at Gud er med os i alle livets forhold, og at vi i alle livets forhold kan rette vores glæde, sorg, afmagt, skyld og skam til ham.
Og Ja, præster bliver skilt, provster bliver skilt, biskopper bliver skilt.
Og andre mennesker bliver skilt. Skilsmisseprocenten i Danmark er høj. Når den er så høj, hvorfor er skilsmisse på mange måder stadigvæk sådan et tabu?
Hvad skriver vi på Facebook om civilstatus? (Skriver vi fraskilt eller single?)
Vi lever stadigvæk med dette, at visse livsbetegnelser er finere end andre:
Det er finere, at være enke end fraskilt. Det er finere, at være for tynd end for tyk. Det er finere, at have kræft (tilkommet) end aids (selvforskyldt). Finere, at have tynd mave end forstoppelse (hvad er kroppen så fuld af?), finere at være pebersvend (spændende/muligheder) end pebermø (indtørret/kedelig).
Og hvor går vi så hen, når vi er havnet i den grimme del af livsfasen?
Jeg vil mene, vi kan trygt kan gå til præsten og klage vores nød, både når vi er den, der går og den, der bliver forladt. Fordi vi i begge forhold kan høre fortællingen om den Gud, der sendte Jesus til os med besked om tilgivelse, med besked om oprejsning og med besked om barmhjertighed.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
