23. september 2021
Closeup hand of sick elderly patient lying on the bed in hospita
Foto: hemvala40 - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pårørendeformand: Min kræftramte ven Arne udsættes for omsorgssvigt af hjemmeplejen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pårørendeformand: Min kræftramte ven Arne udsættes for omsorgssvigt af hjemmeplejen
Opdateret 07. juli 2021 kl. 11:51
Det Grønne Område - 07. juli 2021 kl. 11:45
Af Nina Harboe, fmd., Foreningen for Pårørende til Demensramte i LTK, Elmevang 32, Virum
arrow Læs også: Uanmeldt tilsyn af hjemmeplejen: Ældre lever under utilstrækkelige forhold og med væsentlige mangler

For fem måneder siden fik en af mine venner, Arne, konstateret en alvorlig kræftsygdom, og han fik bevilget hjælp fra hjemmeplejen. En hjælp, som i månedernes forløb er blevet mere og mere nødvendig, fordi der er mange ting, han ikke mere kan, selv om han gerne vil.

Jeg har kendt Arne i 10 år. Fra dengang han som pårørende til sin demensramte hustru begyndte at komme i Pusterummet.

Et meget positivt og hjælpsomt menneske, der både under hustruens sygdom og efter hendes død, indtil han selv blev syg, har levet et aktivt liv som frivillig inden for demensområdet, på flere plejehjem og i kirken. Arne har altid nydt at være sammen med andre mennesker. Han er stadig glad for livet, og han er klar over sin alvorlige sygdomstilstand.

Lad os kalde hjælpeindsatsen i starten som begyndevanskeligheder.

Men over månederne har der været forskellige episoder, hvor han ikke har fået hjælp, når han har haft brug for det.

Arne er morgen-menneske, og ofte har han måttet klare morgentoilette og morgenmad på egen hånd, fordi hjælpen er kommet op af formiddagen.

Der er bevilget rengøring, men det kan være svært at se, hvornår der har været brugt en støvsuger. Jeg har set tykt lag støv på møbler (nu rengjort af en af hans besøgende). Sofabordet, hvor han lever meget af sit liv, er fyldt i en grad, at det ikke kan vaskes af. For nylig sov han i det samme tøj tre nætter i træk, da der ikke kom nogen fra hjemmeplejen for at hjælpe ham i nattøj og i seng.

Torsdag morgen ringede Arne til mig og fortalte, at han ikke havde fået mad siden frokost dagen før klokken 12. Han havde først lige fået sin havregrød, da en hjemmehjælper lige havde været der for at lave morgenmad til ham.

Han er meget syg, og han kan ikke mere lave mad selv. Eller rettere varme den mad, han bestiller i madordning.

Det er kommunens opgave, at maden varmes i mikroovn og sættes på sofabordet. Jeg kan love for, at Arne selv havde varmet den hakkebøf, han havde set frem til, hvis han havde kunnet.

Ikke nok med han ikke fik aftensmad, han fik heller ikke sine piller, som kommunen med sin bevilling har ansvaret for at give ham i forbindelse med maden. Han kan heller ikke mere selv knappe skjorten op og få tøjet af, så han faldt i søvn ud på aftenen sulten og fuldt påklædt i den hospitalsseng, kommunen har stillet til rådighed, og som han er meget taknemmelig for.

Det er skammeligt at byde en ældre syg og svækket borger sådan en behandling, og ingen forklaring er god nok.

Det er svigt.
Omsorgssvigt.
Der ligger ingen bevillingsskrivelse sammen med Arnes andre vigtige papirer vedrørende hans nuværende situation. Han har ikke modtaget en sådan, fortæller han mig.

Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at han har fået bevilget meget hjælp. Men det kan jo ikke nytte noget, når bevilget hjælp og støtte ikke udføres eller ikke gives i forhold til de behov og den levevis, han har.

I løbet af en dag kommer mange medarbejdere forbi, kortvarigt ind og ud af døren, uden at kende den mand, der bor der.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man for eksempel ikke kan etablere grupper/teams af faste medarbejdere, der kommer hos den enkelte borger, som kan udføre flere opgaver samtidig i stedet for at komme forbi og sætte frokosten fra køleskabet (der trænger til at blive gjort rent) på sofabordet. Frokost som en medarbejder tidligere har været forbi og smøre.

Så kommer en senere i 10 minutter og vasker op. Små korte besøg ind og ud af døren. Aftenvagten må ikke vaske op, hvis dagvagten ikke har nået det.

Få en menneskelighed ind i hjemmeplejen, så medarbejderen både kan udføre flere opgaver på en gang, og samtidig bruge tid til at tale med den person, i hvis hjem de er. Lad en gruppe af de samme medarbejdere komme i hjemmet og få en relation.

Hjemmeplejen gives i borgernes eget hjem, og som et minimum skal bevilget hjælp efterleves. Jeg kritiserer ikke de medarbejdere, der kommer ud i hjemmene. Jeg tror, de er hårdt spændt for med at passe en dagsplan og udstukne regler. Jeg peger på behov for bedre organisering og opfølgning af indsatserne. Jeg er sådan set også ret sikker på, at alle vil det bedste for borgerne, så hvor går det galt?

Jeg har gennemgået dette læserbrev med Arne, og han har sagt ja til, at det deles og med navns nævnelse, for som han siger, "det kan være til hjælp for andre at fortælle om mine oplevelser".

arrow Socialdemokratiet i offensiven: Vil gentænke hele ældreområdet
09. april 2021 kl. 17:14 Opdateret: kl. 15:12
arrow Nu tages der action efter den omfattende kritik af hjemmeplejen
26. marts 2021 kl. 11:45 Opdateret: kl. 15:25
Synes du, at kommunen er der for dig?