26. oktober 2021
-Det, der er svært ved kodekset, er, at det ikke er et problem politikerne imellem. Vi har en fin og sober tone, fastslår borgmester Sofia Osmani.
-Det, der er svært ved kodekset, er, at det ikke er et problem politikerne imellem. Vi har en fin og sober tone, fastslår borgmester Sofia Osmani.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Osmani har før foreslået debatkodeks, men støtter nu ikke op: 'Vi kan jo kun forpligte os selv'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Osmani har før foreslået debatkodeks, men støtter nu ikke op: 'Vi kan jo kun forpligte os selv'

Debattonen er ikke et problem mellem politikerne, så hvad skal et kodeks nytte, når det kun er politikerne, der forpligter sig til det, siger borgmesteren.

Det Grønne Område - 16. september 2021 kl. 18:37
Af Lars Schmidt
arrow Læs også: Facebook-tæsk førte til forslag om debat-kodeks: Det siger partierne til ideen

Kun to partier ud af de otte afviser et kodeks for den gode debattone, som viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S). Det er borgmesterpartiet Konservative og Nye Borgerlige, som ikke sidder i kommunalbestyrelsen.

Spørger man borgmester Sofia Osmani, som sammen med Radikale for fire år siden forgæves forsøgte at få indført et sådant kodeks, om hun stadig går ind for et kodeks for den gode debattone, får man ikke et éntydigt svar - ud over, at hun naturligvis går ind for en god debattone.

"Det, der er svært ved kodekset, er, at det ikke er et problem politikerne imellem. Vi har en fin og sober tone. Derfor er det svært. Hvem kan vi forpligte med det kodeks? Vi kan jo kun forpligte os selv," siger borgmesteren til Det Grønne Område:

"Vi skal være opmærksomme på tonen. Men man skal walke-the-talk. Når jeg agerer positivt og konstruktivt på Facebook, får jeg også konstruktiv og positiv feedback. Men jeg er helt enig i, at vi skal opføre os ordentligt og tale pænt. Men det gør vi jo også," fastslår hun.

Den skingre tone

Simon Pihl Sørensen fik 'Facebook-bøllebank', da han ytrede sig om, at kommunen bør tage imod flygtninge fra Afghanistan. Det er Sofia Osmani ikke overrasket over, siger hun:

"I flygtninge-indvandrerdebatten vil tonen nok altid være skinger, og det kan vi ikke gøre noget ved. Men vælgerne er begavede nok til at se igennem det, der er skingert. Jeg tror ikke, man belønnes af at være det. Erfaringen viser, at man gerne vil have politikere, der kan opføre sig ordentligt," siger hun:

"Dér, hvor vi skal blive endnu bedre, er, at vi som politikere nogle gange må hjælpe hinanden lidt. Jeg kan opleve debatter, hvor en kollega tilegnes motiver, som jeg ved, at kollegaen ikke har. Og så kan jeg godt finde på at sige, at min kollega ikke har de ufine motiver, som nogle borgere ellers prøver at tillægge dem. Det er der flere, der gør, men vi kan blive endnu bedre til det."

"Jeg har oplevet tråde, hvor jeg tillægges motiver og udstilles for at ville noget, jeg ikke kan genkende. Det er enormt grænseoverskridende og meget ubehageligt. Nogle gange vælger jeg at ignorere det. Andre gange kan jeg finde på at forklare, hvorfor det ser anderledes ud. Jeg må også have respekt for min tid. Den borger, der har set sig sur på mig, kan jo blive ved i det uendelige og har sjældent andet at foretage sig. Så må man lade borgeren mene det. Jeg tror godt, at borgerne kan vælge skidt fra kanel."

Forklare - ikke forsvare

Sofia Osmani er meget aktiv på Facebook, og hun har en god regel, hun prøver at efterleve

"Når man forklarer i stedet for at forsvare, og når man lytter til, hvad der bliver sagt og konstruktivt indgår i dialogen, oplever jeg det, at jeg får langt mere positiv feedback end negativ. Men selvfølgelig kan man finde enkelte eksempler på, hvor debatten på FB går fuldstændig amok," forklarer hun:

"Jeg blander mig meget på Facebook, og jeg bliver tagget ofte. Jeg bruger utrolig meget tid på at gå i dialog med borgerne på FB, og jeg vil ikke udelukke, at der er tråde og tagninger, jeg overser. Jeg tagges nogle gange ti gange på en dag, og jeg har altså andre arbejdsopgaver end at være på Facebook," siger Sofia Osmani - og er på trods af, at hun bruger en del tid på det sociale medie ikke videre begejstret for Facebook:

"Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om FB. Jeg poster ikke i tide og utide. Jeg har ikke et behov for at være meget på FB, men et behov for at være i dialog med borgerne og have en føling med, hvad der foregår i kommunen. Og være med til at skabe en forståelse for de beslutninger, vi træffer. Dér er FB effektivt," fortæller hun - og slutter:

"De sidste halvandet år har det været svært at møde borgerne. På en måde er FB blevet mødet i Brugsen. Det sted, man får input. Det er mere tidskrævende, til gengæld får flere også glæde af de svar, man giver dem. Men jeg kan nu godt forstå, at de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ikke er fuldtidspolitikere, har svært ved at følge med i alle debatter. Det har jeg også selv."

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?