
Året der gik. Et udpluk af de vigtigste begivenheder i oktober 2020
Oktober startede med en konfirmering af det, der havde været under opsejling længe: En skattestigning.
Kommunalbestyrelsen var enige hele vejen rundt - både om skattestigning og udvidelse af antallet af pladser i daginstitutionerne og på plejehjemmene.
Skatten stiger 0,68 procent, som svarer til en stigning på 283 kroner om måneden, hvis man tjener 500.000 kroner på årsplan. Det er en årlig stigning på 3.396 kroner.
I budgetforliget lå en plan om 700 nye daginstitutionspladser over de næste 10 år, et løft af det specialiserede område, fokus på grøn omstilling, kvalitetsprojekt for ældreplejen, en foranalyse af kystsikringen af Taarbæk, millioner til sikre skoleveje og meget aktuelt: En ambition om at se på problematikken omkring snerydning på og vedligeholdelse af de private fællesveje.
Og så en lille finte.
Budgettet var to-årigt - for at sikre et langsigtet perspektiv på den kommunale økonomi.
I praksis betød det, at budgetforhandlingerne om budgettet for 2022 i sensommeren og det tidlige efterår 2021, blev aflyst.
Og det betyder så, at valgkampen til kommunalvalget bliver uden budgetforhandlinger. Smart. Eller...
Ikke alle var lige begejstrede for budgetforliget. Hos de ældres talerør, Seniorrådet, var kritikken skarp, hård og ubønhørlig.
Ifølge rådet ville ældreområdet - som sommeren over havde været i vælten med voldsomme historie blandt andet fra Århus - blive klemt, for en del af forliget handlede nemlig også om besparelser på ældreområdet.
Træfældningssagen fra Lundtoftegårdsvej fik det efterspil, at Planklagenævnet afviste den klage, som Naturfredningsforeningen var kommet med.
Ikke desto mindre fik protesterne det resultat, at halvdelen af de rundt regnet 50 træer, der var planlagt at skulle fældes, overlevede.
Ikke en måned uden nye coronarestriktioner. Oktober startede dog ikke med mundbind på, men med ros til lyngbyborgerne fra borgmester og politidirektør. Vi havde opført os pænt, men blev dog opfordret til at være endnu mere påpasselige.
Men der kom hurtigt mundbind på. Samtidig med, at frustrationerne begyndte at brede sig. For det gjorde antallet af smittede også. Klasser blev hjemsendt fra skolerne. Der var flere smittede på plejehjemmene.
Og masser af brugte éngangsmundbind i naturen.
Aflysninger på aflysninger. Det var dagens corona-orden. Men i kølvandet på aflysningerne og truslerne om aflysninger fulgte også opfindsomhed.
Også da man skulle holde Lyserød Lørdag i coronaens og forsamlingsforbudets skygge. I stedet for at holde begivenheden på den første lørdag i måneden, som man plejede at gøre, så spredte man begivenheden ud over en hel uge med mange fine, lokale arrangementer.
Det håndgribelige resultat blev, at der blev indsamlet flere penge i 2020 til Kræftens Bekæmpelse end i 2019.
Sager uden ende. Eller: Sagen, der trækker så meget i langdrag, at man ikke kan se en ende på dem.
Sådanne sager er der også i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Udbud og salg af Lyngby Stadion begyndte - langsomt - at falde ind i den kategori.
Sagen var blevet voldsomt forsinket af, at kommunen for at undgå at gøre noget forkert spurgte den langsomt arbejdende Ankestyrelse, om det var i orden at sende et salg af stadion i udbud.
Efter måneders sagsbehandling fik kommunen så grønt lys til at arbejde videre med et udbud, og det glædede man sig over i Lyngby Boldklub og hos ejerne af den professionelle afdeling, Friends of Lyngby.
Og så blev sagen igen sparket til hjørne.
Man havde håbet, at stadionsagen ville blive sendt i udbud i 2020. Men sådan skulle det ikke blive. Den var - ifølge kommunen - nemlig så kompliceret, at den blev udskudt til 2021.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her