
Videnskabsklubben tilbyder med fire forskellige forløb elever i 4.-6. klasse at grave sig ned i natur- videnskabens nørdede verden.
Igen i år har det været muligt for skoleelever i Lyngby at melde sig til Videnskabsklubben - et gratis fritidstilbud, der har til formål at sprede begejstring for naturvidenskab blandt børn og unge.
Eleverne, der går i 4.-6. klasse, skal gennem syv uger grave sig ned i naturvidenskabens herligt nørdede verden, de skal arbejde som rigtige forskere og stifte bekendtskab med videnskabelige metoder, hypoteser og kritisk tænkning gennem stribevis af eksperimenter og forsøg.
- Videnskabsklubben er en non profit-organisation, som giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden - helt gratis.
- Klubben er økonomisk støttet af Novo Nordisk Fonden og har leg, læring, nysgerrighed, eksperimenter og samarbejde på tværs af aldersgrupper i centrum.
- Videnskabsklubben har eksisteret siden 2014, hvor klubben var til stede i to byer. I 2020 findes Videnskabsklubben i 18 byer i hele landet, hvor knap 900 elever får lov til at lege med naturvidenskab på et af klubbens hold.
I klubben bliver eleverne kaldt miniforskere. De bliver undervist af frivillige gymnasieelever, og undervisningen foregår på Lundtofte Skole, Hummeltofteskolen, Trongårdsskolen og Engelsborgskolen én eftermiddag om ugen.
Gymnasieeleverne underviser i enten primatologi, som er læren om menneskeaber og evolution, mikrober, hvor de blandt andet skal studere det allermindste liv i mikroskop, biodiversitet, der handler om livets fascinerende kredsløb, og materialefysik, der i år udbydes for første gang i Videnskabsklubben.
Da Videnskabsklubben åbnede sin tilmelding til de fire forskellige forløb, blev pladserne på materialefysik hurtigt fyldt op, og har de længste ventelister.
Materialefysik foregår på Engelsborgskolen, og her skal miniforskerne undersøge en lang række materialer og deres til tider mærkelige egenskaber:
"Fysik er et område, der på en måde handler om alting - Fra de allermindste partikler til rummets største galakser. Det program, vi præsenterer for første gang i Videnskabsklubben i år, fokuserer på materialefysik. Miniforskerne skal arbejde med materialer, de kender fra hverdagen, og undersøge hvilke særlige fysiske egenskaber de har. Det er i virkeligheden overraskende, hvor lidt man forstår de materialer, man møder hver dag," fortæller Videnskabsklubbens administrerende direktør Rikke Schmidt Kjærgaard i en pressemeddelelse.
Forløbene i Videnskabsklubben er udviklet af nogle af Danmarks dygtigste forskere og baserer sig på den nyeste forskning inden for hvert emne. jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her