25. september 2021
28DGO DE Lyngby Boldklub Stadion  februar 2018 113
gallery icon

Se billedserie

Foto: Lars Schmidt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Møde torsdag: Det politiske flertal for et udbud af Lyngby Stadion vakler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Møde torsdag: Det politiske flertal for et udbud af Lyngby Stadion vakler

Intern uenighed i Socialdemokratiet. Hverken Radikale eller Konservative kan udtale sig klart om et udbud, før sagen har været behandlet af kommunalbestyrelsen torsdag i denne uge.

Det Grønne Område - 28. april 2021 kl. 06:00
Af Lars Schmidt

Det, der i et par år nu har ligget lige til højrebenet, ser tilsyneladende ud til at være på vej til at blive sendt til hjørne i stedet.

arrow Læs også: Borgmesteren om udbud af Lyngby Stadion: Vi bygger bro mellem synspunkterne

For to år siden gik et massivt politisk flertal ind for at sende Lyngby Stadion i udbud og dermed udbyde det til salg.

Kommunalbestyrelsen valgte at gå med livrem og seler og sendte hele sagsgangen forbi Ankestyrelsen, som godkendte sagsbehandlingen og udbudsplanerne. Et sikkerhedstjek, som forsinkede projektet med mange måneder.

Men nu, hvor det trækker op til en politisk beslutning, begynder politikerne at vakle, erfarer Det Grønne Område. Flertallet skrumper.

Kun ét af tilhængerpartierne melder lige nu en helt klar holdning til sagen ud. Det er SF. Kommunalbestyrelsens største parti, Konservative, drøftede sagde på et gruppemøde tirsdag - efter at avisen var gået i trykken.

Også hos Socialdemokratiet er der uenighed, og hos Radikale vil man først vente med at udtale sig til efter mødet i kommunalbestyrelsen torsdag. Sådan har det tidligere Venstre-medlem, løsgængeren Henriette Breum, det også. Hun har dog tidligere udtrykt modstand mod projektet. Den anden løsgænger, Inge Sandager, er klart imod, og det er Enhedslistens Henrik Bang også. Som han hele tiden har været.

Det viser en rundspørge, foretaget af Det Grønne Område, for at vejre den politiske stemning for stadionprojektet inden torsdagens møde i kommunalbestyrelsen, hvor sagen - atter - behandles bag lukkede døre.

Skal mødes først

Det Grønne Område har spurgt partierne om, hvor langt vi er fra, at sagen sendes i udbud. Vi har spurgt til partiernes holdning til et udbud og til, om de kender til - og kan leve med - konsekvenserne af et nej til udbud.

"I den konservative gruppe har vi først gruppemøde tirsdag (27. april, red.), hvor vi skal gennemgå sagen i detaljer," siger borgmester Sofia Osmani (K) - og afviser, at man hos Konservative er i tvivl om, at stadion skal i udbud:

"Det handler om de konkrete præmisser for et udbud. Der er mange detaljer at tage stilling til - og jeg har et principielt problem med at melde en holdning ud, inden gruppen har drøftet sagen - og i en lukket sag sådan set også, inden kommunalbestyrelsen har behandlet sagen. Det er der ikke noget dramatisk over. Det er sådan vi altid gør. Så vores holdning er, som den hele tiden har været."

Uenighed hos S

Hos Socialdemokratiet er der intern uenighed, fortæller gruppeformand og viceborgmester Simon Pihl Sørensen til Det Grønne Område:

"Er der flertal for sagen, er vi meget tæt på et udbud. Et af mine gruppemedlemmer stemmer imod, ved jeg. Men min holdning er et ja, og så må vi se, om de bud, der kommer ind, kan leve op til vores og borgernes krav," siger han og her helt klar over konsekvenserne ved et nej til at sende sagen i udbud:

"Ja, så går klubben konkurs. Jeg synes, at det er svært at leve med, for det, der lægges op til fra i hvert fald min side, er en bæredygtig løsning med mindre støj, færre kvadratmer, fire-fem mio. kroner i kommunekassen årligt, at vi ikke skal smide 70 mio. kroner til at opgradere stadion - samtidig med, at vi får et stadion med færre tilskuere, end der har været mulighed for. Jeg synes, at det vil være ganske ubærligt og på grund af en skræmmekampagne."

Ikke kommunens opgave

Hos SF går man fortsat ind for at sende Lyngby Stadion i udbud, fortæller gruppeformand Sigurd Agersnap:

"Det er et kompliceret udbud, som forvaltningen har arbejdet med længe, og som vi har behandlet mange gange politisk. Der går mange rygter om, hvad udbuddet kunne indebære. Jeg tror, at det ville være godt, at vi fik sendt grunden i udbud hurtigst muligt, og at vi fik løftet sløret for de konkrete planer, så vi kan få aflivet nogle af rygterne," siger han:

"Vi mener ikke, at kommunen skal stå for driften af et stadion til professionel fodbold. Selv om jeg har stor veneration for Lyngby Boldklub, så er det ikke en kommunal opgave at drive og udvikle et stadion til professionel fodbold. Derfor er jeg klar fortaler for, at kommunen afhænder stadion, og hvis det kan gøres samtidig med, at man bygger boliger til unge mennesker, så er det i min optik en klar gevinst for området. Jeg tror, at det ekstra liv kan gavne Idrætsbyen, og med en placering tæt på DTU er det et rigtigt godt sted for boliger til unge."

Sigurd Agersnap:

"Det er klart, at konsekvenserne af et nej til et udbud vil være, at kommunen fortsat vil eje stadion med alle de udgifter, det indebærer. DBU kræver løbende flere og bedre tilskuerpladser. Det kan man synes om, hvad man vil, men det vil kræve store udgifter for kommunen at sikre et stadion, som der må spilles superligafodbold på. Hvis man ikke vil imødegå DBU's krav til et stadion, så kan jeg ikke se, at man kan drive Lyngby Boldklub videre som en superligaklub. Så konsekvenserne er store enten økonomisk for kommunen eller for hele fodbolden her i kommunen. Lyngby Boldklub er flagskibet, som de små i alt fra B82 til Lundtofte ser op til. Derfor er det eneste fornuftige også i min optik at få solgt stadion hurtigst muligt."

Modstand mod boliger

Den radikale gruppeformand, Gitte Westermann-Kjær, siger i en mail, at Radikale først vil melde sin holdning til stadionprojektet ud, når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning i sagen. Det samme gør løsgænger Henriette Breum.

Til gengæld er Enhedslistens Henrik Bang ikke bleg for at fortælle, at han og Enhedslisten fortsat er imod projektet:

"Det er jeg, fordi jeg principielt ikke mener, at der skal bygges boliger på stadion. Jeg synes, at Lyngby-Taarbæk Kommune skal have ét samlet idrætsområde. Naturligvis er der behov for at udvikle og modernisere stadion. Og der er også brug for, at vi og andre kommuner i samme situation får klarhed fra DBU over, at stadionudbygninger ikke blot er en skrue uden ende, men at man får visse garantier for, at det, man laver om, også kan gælde for eksempel ti år frem. Det tænker jeg i øvrigt også, at private investorer kunne have brug for."

Løsgænger og tidligere medlem af Venstre, Inge Sandager, tager også afstand fra boliger på Lyngby Stadion:

"Stadion ligger i et i forvejen tæt bebygget boligområde. Boligblokkene passer ikke ind i de arealer, der er til rådighed. Lyngby Stadion ligger ikke på en brakmark direkte ud til en motorvej med let ind- og udkørsel, hvor der er fri mulighed for at bebygge, kloakere, støjsikre osv. Vores idrætsarealer kommer til at krympe. Det er klart, når man tager areal fra til bebyggelse, og der flytter i størrelsesordenen 300 nye borgere ind, med hvad dertil hører. Når jeg afvejer sagen, sammenholdt med de omverdens faktorer, jeg har at forholde mig til, kan jeg ikke få ligningen til at gå op og derfor er jeg imod."

arrow Lyngby Stadions videre skæbne afgjort
30. april 2021 kl. 09:00 Opdateret: kl. 19:54
arrow Lyngby Stadion: Politiske reaktioner
29. april 2021 kl. 22:00 Opdateret: kl. 21:34
Stemmer du til kommunalvalget i år?