En eller flere unge fra Lyngby-Taarbæk Kommune var involveret i masseslagsmålet natten til lørdag i Gentofte
På parkeringspladsen over for Skateparken ved Gentofte Sportspark var en hel del unge søndag eftermiddag samlet der, hvor deres 18-årige ven natten til lørdag blev slået ihjel med knivstik.
Roser og tulipaner lå i en cirkel på asfalten sammen med lys og billeder. Til minde om den 18-årige.
To unge mænd stod med håndfladerne opad.
"Det er en bøn," forklarer nogle af de andre drenge:
"De læser Koranen for ham."
De unge på parkeringspladsen vil ikke stå frem med navn, men et par af dem fortæller, at de var der under slagsmålet. I deres version af historien var de her bare for at grille, da en anden gruppe unge ankom. Dem, der havde våben med. De viser, hvor asfalten er blevet vasket.
"Der var blod alle vegne. Her er blodet vasket væk," lyder det.
"Han var en god fyr," fortæller de om ham, der blev stukket med knive og døde her på p-pladsen, inden de fik tilkaldt politiet omkring klokken halv to.
"Han skulle have været mekaniker," siger de og tilføjer:
"Det kunne lige så godt have været én af os."
Nordsjællands Politi oplyser, at der blandt de 12 børn og unge, der var involveret i episoden, er en eller flere unge fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Hverken politiet eller Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker dog at oplyse, hvor mange unge fra Lyngby-Taarbæk, der er tale om, eller hvordan den eller de var involveret.
En 17-årig skal tirsdag forklare sig over for en dommer ved Retten i Lyngby i om drabet. I et retsmøde i weekenden blev han varetægtsfængslet uden selv at være til stede. Det skyldtes, at han var til behandling på et sygehus.
Den 17-årige er ifølge Ekstra Bladet sigtet for at påføre en 15-årig kraniebrud og skade på det ene ben ved mulig anvendelse af bat. Han er også sigtet for at have stukket en 13-årig i ryggen med en kniv.
Den 17-årige nægter sig skyldig i begge forhold, ifølge avisen.
En 15-årig er ifølge Ekstra Bladet sigtet for at føre den kniv som dræbte den 18-årige. Han er dog fortsat indlagt med kraniebrud - dog uden for livsfare - og kan endnu ikke stilles fysisk for en dommer og er varetægtsfængslet in absentia. Dommeren vurdere ikke, at der var grundlag for at fængsle den 15-årige for manddrab, men dog for vold med døden til følge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her