Da Hanne Thorsted, Sorgenfri, stoppede med at arbejde, blev hun medlem af en gruppe strikkepiger, der strikker for at hjælpe udsatte
Kig godt på fotografiet. Måske du kan genkende kvinden, men ikke lige huske, hvor det nu er, at du har set hende.
Kvinden er Hanne Thorsted, og i næsten 24 år sad hun i Informationen i Lyngby Storcenter. Et job, hvor hun kom i kontakt med utroligt mange borgere og kunder, der skulle finde vej til en butik, havde mistet en paraply i en forretning eller bare lige skulle slå en sludder af.
"Jeg var utroligt ked af, at jeg på grund af omstruktureringer måtte sige farvel i 2018. Jeg ville godt have haft mit 25 års jubilæum med," siger den nu 78-årige Hanne Thorsted, der bor med sin mand i Sorgenfri.
"Jeg elskede kontakten med kunderne, og den dag i dag, når jeg kommer i centret, så kommer der folk og siger, at de savner mig," siger Hanne Thorsted.
Men hvad gør man, når man pludselig får flere ledige timer i døgnet. Og man samtidig er en kvinde, der ikke kan sidde med hænderne i skødet?
Man bruger måske lidt ekstra tid på Facebook.
Det gjorde Hanne Thorsted, og det var her, at hun faldt over et opslag fra Boblberg, der er en digital platform, hvor borgere i hele landet kan komme i kontakt med andre borgere, som deler samme interesser eller søger et socialt fællesskab.
Opslaget, som Hanne Thorsted så, handlede om en flok kvinder i Virum, der strikkede til et godt formål. Blandt andet til udsatte borgere.
Og det var lige noget for hende.
"Jeg strikker altid, så det passede mig rigtig fint, at jeg kunne strikke til et godt formål. Der er trods alt grænser for, hvor meget strik, jeg kan have derhjemme," siger Hanne, der dog også sørger for, at både børn, børnebørn og oldebørn får varmt og hjemmestrikket tøj på kroppen.
Hanne Thorsted tog kontakt til gruppen, der, indtil coronaen satte en kæp i hjulet, mødtes én gang om ugen i et lokale på Frederiksdalsvej.
"Det var hyggeligt at mødes med andre, der har samme interesse. Og så er det fint, at vi samtidig hjælper andre," siger hun.
Meget af garnet får strikkepigerne af Rema1000. Røde Kors står for afhentning af det færdig tøj og deler det efterfølgende ud til udsatte borgere.
Lige nu mødes kvinderne ikke fysisk. Men de strikker videre.
"Men når coronaen er slut, så skal vi mødes igen. Det er meget hyggeligt at møde pigerne, snakke og få en kop kaffe," siger Hanne Thorsted.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her