24. juli 2021
Lars Enghoff fra Ivar Jensen Autogummi og Birthe Andersen har i fællesskab forsøgt at få et overblik over de mange hjul, der er opmagasineret. Foto: Signe Steffensen
gallery icon

Se billedserie

Lars Enghoff fra Ivar Jensen Autogummi og Birthe Andersen har i fællesskab forsøgt at få et overblik over de mange hjul, der er opmagasineret. Foto: Signe Steffensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Inden længe triller de sidste hjul fra Frede Andersen ud af Lyngby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Inden længe triller de sidste hjul fra Frede Andersen ud af Lyngby

Siden 1943 har Frede Andersen Autogummi repareret og skiftet hjul på biler og lastbiler i Lyngby. Men nu er virksomheden solgt og området også sat til salg.

Det Grønne Område - 19. juli 2021 kl. 11:45
Af Signe Steffensen

Når man svinger fra Buddingevej ned ad Ellevænget og kører helt ned i bunden kommer man til en lille tidslomme, der fortæller et stykke lokalhistorie fra dengang, der stadig var masser af industri og håndværksvirksomheder i Lyngby. Det store træ på gårdspladsen er rundet af de lastbiler, der har skullet vende her, og værkstedet dufter stadig af gummi og olie. På væggene hænger gamle reklameplakater, som har fået lov at hænge så længe, at de nu udgør et stykke nostalgi.

Frede Andersen Autogummi blev etableret i 1943. Først lå værkstedet på Jernbanevej, siden Firskovvej, og de seneste 50 år har man kunnet få skiftet hjul på Ellevænget 12 i Lyngby.

Det er Birthe Andersen, der har valgt at sælge forretningen. Hun kigger op på det imponerende træ, der i modsætning til de slidte bygninger vokser sig større og smukkere år for år.

"Jeg håber, det bliver bevaret," siger hun.

Hendes mand Steen Andersen døde sidste år. Parret købte forretningen af hans far, og frem til 2000 var der produktion af dæk på stedet. En vulkaniseringsanstalt hed det, fortæller Birthe Andersen

"Når vi var i banken og sætte penge ind, så sagde de, at vores penge lugtede, og det gjorde de også - af gummi," fortæller Birthe Andersen.

Biler har altid fyldt meget i familien. Steen Andersen har blandt andet vundet adskillige mesterskaber på Roskilde Ringen. Så for Birthe Andersen er salget også en afslutning på en æra. Et farvel til det sted, hvor hun har haft sin daglige gang det meste af sit liv.

Dækservice i generationer

I perioder har hun selv været en del af firmaet, og siden Steen Andersen døde forrige år, så har hun kørt forretningen videre. Men nu har hun valgt at sælge virksomheden og gå på pension.

Også selvom det er svært, for det er vemodigt at skulle sige farvel til både de ansatte og kunderne.

Men køberne er trods alt ikke nybegyndere i faget. Ivar Jensen Autogummi har eksistereret næsten lige så længe og kan dateres tilbage til Helsingør 1949. I dag er det 3. generation, der driver den forretningen, som har afdelinger i både Farum, Helsingør og Slangerup.

De overtog Frede Andersens Autogummi den 4. juni 2021 og har siden brugt en del tid på at kontakte kunderne.

Hjemløse hjul

"Ved overtagelsen lå der cirka 1000 sæt hjul. Det er lykkedes at finde frem til cirka halvdelen af ejerne, men resten mangler vi enten navn eller kontaktoplysninger på," siger Lars Enghoff.

"Det her er Elisabeths, de skal med sikkerhed med," siger Birthe og klapper på et sæt ekstra brede dæk i det store lager, hvor der ligger hundredvis af hjul.

Hun ser ikke engang på nummeret.

Hos Frede Andersen Autogummi har man nemlig været på fornavn med mange af kunderne. Og de tætte uformelle relationer og en noget mangelfulde digitalisering er noget af det, der udgør en udfordring lige nu.

Lars Enghoff fra Ivar Jensen Autogummi håber derfor på, at meldingen om salget vil gå fra mund til mund, så kunderne kan nå at tage stilling til, hvad der skal ske med deres hjul inden værkstedet lukker. Størstedelen af varelageret er allerede flyttet til Farum, hvor de har en filial.

Frede Andersens dækservice lukker endeligt den 30. august.

Området skal sælges

Birthe Andersen fortæller, at der allerede har været stor interesse for at købe området, der udover de tre matrikler for enden af Ellevænget hænger sammen med yderligere en matrikel ud til Nybrovej.

Det mest sandsynlige er, at værksted, lager og de andre bygninger bliver revet ned for at give plads til nye boliger.

Hvis man har dæk liggende, og endnu ikke er blevet kontaktet, så kan man kontakte Ivar Jensen Autogummi på 45870981 eller skrive til stefan@ija.dk med navn, adresse og telefonnummer.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022