14. juni 2021
Social- og sundhedsassistent Mads Fini Danaa Henriques fortæller om et år med corona på Plejecenter Virumgård. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
gallery icon

Se billedserie

Social- og sundhedsassistent Mads Fini Danaa Henriques fortæller om et år med corona på Plejecenter Virumgård. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frontkæmperne: På Plejecenter Virumgård venter lysere tider forude

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frontkæmperne: På Plejecenter Virumgård venter lysere tider forude

Tiden med smitteudbrud, isolation, besøgsforbud og mangel på værnemidler er ovre på Plejecenter Virumgård, hvor medarbejdere føler, at den hårdeste tid er overstået.

Det Grønne Område - 13. maj 2021 kl. 11:45
Af Mikkel Brøgger Petersen

På Plejecenter Virumgård er der en følelse af at være kommet over på den anden side af coronakrisen, når man taler med social- og sundhedsassistenterne Gitte Buch Olsen og Mads Fini Danaa Henriques.

Fra et første forår præget af uvished og mangel på værnemidler. Til en sommer, hvor man kunne puste lidt ud. Inden andenbølgen ramte i det sene efterår. Til de efterdønninger, som stadig mærkes. Men med et fortrøstningsfuldt blik på fremtiden.

Det meste af personalet og de fleste beboere er for længst færdigvaccineret. Et skridt mod genåbningen, siger Mads Fini Danaa Henriques. Men restriktionerne giver stadig udfordringer.

"Vi bruger stadig værnemidler, for vi ved ikke, om vi stadig kan bære rundt på smitten. Og det er svært ikke at kunne vise halvdelen af ansigtet, når man arbejder med mennesker. Vi arbejder med kognitivt svækkede borgere, så man betjener sig af kropssprog og ansigtsmimik. Beboerne kan ikke se, om man smiler eller er sur. Og folk, der hører dårligt, kan ikke mundaflæse os," siger han.

"Demensramte er særligt plagede, for de kender os på kropssprog og mimik. Når vi kommer ind til dem, har de behov for at kunne se os, så jeg arbejder med visir, så de kan se mit ansigt. De har brug for at se smilet for at vide, at de gør noget rigtigt," siger Gitte Buch Olsen.

Forår præget af uvished

Hvad der nu føles som at vende tilbage til en mere normal og rolig hverdag, var den stik modsatte situation for et år siden, fortæller de to medarbejdere. Restriktioner skulle overholdes, mens nye og stadigt flere kom til. Og hvordan skulle de kunne overholdes, når der var knaphed på værnemidler.

"Jeg husker det som en tid med forvirring, utryghed og tvivl," siger Gitte Buch Olsen og fortsætter:

"Man måtte bare gøre det så godt som muligt. Og prøve at forklare, hvorfor beboerne ikke måtte se nogen, og hvorfor de ikke måtte komme ud. De pårørende var nødt til at stå udenfor vinduet og vinke. Det var virkelig svært," siger hun.

"Vi manglede handsker og håndsprit. Man vidste ikke, hvad der skulle ske, og vi måtte rationere," siger Mads Fini Danaa Henriques.

Det var også tiden før regelmæssige tests. Så viste man det mindste tegn på symptomer, måtte man blive hjemme.

"Jeg havde været i nærkontakt med en smittet, og der gik over seks dage, før jeg kunne komme på arbejde igen. Jeg havde også en periode på 14 dage, hvor jeg ikke måtte komme," siger Gitte Buch Olsen og fortæller, at det har konsekvenser.

"Når vi ikke er her, har vi afløsere. Det er tit unge mennesker, der studerer. Så når folk er sygemeldte, mærker kollegerne det. Vi var underbemandet, fordi vi ikke kunne få nogen afløsere. Vi er uddannede, og hvis folk har sygdomme med bakterier, er vi vant til det. Det er ufaglært personale ikke, og det giver utryghed," siger hun.

"Når man er underbemandet, må man slække på nogle ting. Det kan være, at der skal spises morgenmad i sengen, ingen aktiviteter, ingen tøjvask. Vores fornemste opgaver var at sikre, at beboerne havde det godt, og der blev værnet om kerneopgaven," siger Mads Fini Danaa Henriques.

De samme fire vægge

I sommer kom med den delvise genåbning også flere muligheder. Pavilloner til besøg blev rejst, og det betød masser af arbejde med at spritte stole og borde af, når der var udskiftning i besøgende. Men det var kærkomment med besøg.

"Vi havde en beboer, som efter at have været gift i 70 år, for første gang i fire måneder ikke havde set sin mand. Det gav glæde hos beboerne at kunne se de pårørende igen. Sommeren var lidt et pusterum, hvor man kunne nyde det lidt," siger Mads Fini Danaa Henriques.

"Det gav mulighed for at kunne gå ture. Det trængte alle til. Beboerne trængte til at se andet end hjemmets fire vægge. Det var hårdt for alle, men vi kunne tage hjem. Beboerne sad herinde og kiggede på deres fire vægge. De kunne få besøg udenfor, men hvis vejret var dårligt, kunne det ikke lade sig gøre. Så vi havde ældre mennesker, der var kede af det," siger Gitte Buch Olsen.

"Nogle sagde, at det var værre end krigen, for under krigen kunne de i det mindste gå udenfor," siger Mads Fini Danaa Henriques.

Stof til eftertanke

Da anden bølge ramte, så det hele ellers lysere ud. Nu havde man tests og hurtig opsporing, og det gav sikkerhed og ro, fortæller Gitte Buch Olsen.

I hendes afdeling blev først én beboer smittet. Det spredt sig til fire andre. Og så handlede det om, at sikkerheden var i top.

"Når man skulle ind til beboerne på stuerne, skulle man have en heldragt på for at give dem mad. Det tog fire-fem minutter at tage den på. Så afleverede man mad og drikke, og tog det hele af igen. Sådan fortsatte man," siger hun.

De mange restriktioner var særligt til for, at ældre mennesker ikke skulle smittes, da de er særligt udsatte. Men når Gitte Buch Olsen har set, hvordan de ældre i hendes afdeling har reageret på at blive smittet, så giver det stof til eftertanke.

"Vi fik at vide, at vi skulle passe på de ældre og isolere dem, fordi de er svage. Men dem, jeg så, som havde det, var ikke særligt mærket af det, og de skulle være de svageste i samfundet. Det gav stof til eftertanke. Vi skal selvfølgelig passe på dem, men skal vi isolere dem? For så svage var de altså ikke," siger hun.

Men selv om smitten ikke ramte hårdt, ramte til gengæld de afledte konsekvenser som depression, angst, savn og ensomhed, fortæller Gitte Buch Olsen.

"Mange følte sig forladte. De husker måske ikke, at der er corona, og de tror, at de er blevet forladt af deres familie. Andre taler om ensomhed. Vi brugte rigtig meget tid på psykisk førstehjælp," siger Mads Fini Danaa Henriques.

"Nogle sagde, at de hellere ville dø end at savne deres pårørende. Når man er 96 år, så vil man måske hellere dø om to måneder, men dø lykkelig, fordi man kan se sine pårørende," siger Gitte Buch Olsen.

Sommer i sigte

På Virumgård kan man dog mærke, at man nu bevæger sig mod en mere normal hverdag.

"Man kan mærke, at der er åbnet mere op. Der er åbnet for besøg, og nogle restriktioner er ophævet," siger Mads Fini Danaa Henriques.

"Hele sidste sommer, efterår og vinter har været rigtig hårdt arbejdsmæssigt. Men nu er man fortrøstningsfuld. Det hele bliver lysere, og vi går sommeren i møde. Det hjælper på det," siger Gitte Buch Olsen og fortsætter:

"Jeg er overbevist om, at vi snart alle sammen er vaccineret, og så tager vi den derfra. Vi åbner vel, og så bliver nogle af os syge med corona. Men det gør man også af almindelig influenza. Og nødberedskabet står klar, hvis det bliver nødvendigt, og så må vi tage den derfra. Vi har prøvet det før," siger hun.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM