1. april 2020
Jens Bohr er en af de kunstnere, som udstiller på Corner.
Jens Bohr er en af de kunstnere, som udstiller på Corner.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra på lørdag: Januar er Corner-tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra på lørdag: Januar er Corner-tid

Malerier, tegninger, skulpturer, film og musik. Corners kunstnere indtager 18. januar Sophienholm - i år med gæsteudstillerne Randi&Katrine og Bianca Maria Barmen

Det Grønne Område - 14. januar 2020 kl. 10:30
Af Pernille Borenhoff
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Så er vi startet på et nyt år, og noget af det første, der altid sker lokalt på kunstfronten i januar, er, at kunstnersammenslutningen Corner udstiller på Sophienholm.

Sammenslutningen, der startede i 1930'erne, udstillede fra 1942 og 65 år frem på Kunsthallen Charlottenborg på Kgs. Nytorv, indtil nye vinde blæste, og Corner blev hjemløs, fordi Charlottenborg lukkede portene i for sammenslutningen.

Men efter nogen søgen lykkedes det at flytte en københavnerbegivenhed til forstæderne, da Sophienholm sagde ja til at løfte arven.

Den 18. januar er det så atter tid til at byde velkommen til nogle af de mange kunstnere, der er en del af kunstnersammenslutningen Corner. For ikke alle kunstnerne, der er med i sammenslutningen, udstiller.

Sophienholm har ikke så meget plads, som Charlottenborg havde, og det har gennem årene stillet store krav til arrangørerne. For hvordan får man præsenteret alt det, som de mange kunstnere ønsker at vise, uden at nogen føler sig forbigået, og uden at det bliver for meget for beskuerne?
"Det er lykkedes i de foregående år og også her i 2020 at få en stor, flot og diverteret udstilling op at stå. En udstilling, som præsenterer publikum for et repræsentativt udvalg af dansk nutidskunst i dialog med et mindre udvalg af udenlandske kunstnerkollegaer," siger udstillingsleder på Sophienholm Benedicte Bojesen.

Hun glæder sig over, at det nu er 11. gang, at Sophienholm inviterer Corner til at udstille her.

"Corners kunstneriske profil falder godt i tråd med Sophienholms. Den er kendetegnet ved en bred vifte af kvalitetskunst," siger Benedicte Bojesen.
Corner inviterer hvert år gæsteudstillere med på årets udstilling. I år er det kunstnerduoen Randi & Katrine og den svenske skulptør, maler og tegner Bianca Maria Barmen. Randi&Katrine er blandt andet kendt for deres installationer på legepladser og offentlige institutioner med deres skæve og underfundige skulpturer.

Bianca Maria har ligeledes en solid produktion og udstillingsrække bag sig og inddrager ofte både skitser og akvareller i et hvidt og poetisk univers.

FAKTA
Offentlige omvisninger: 26. jan. kl. 15, 9. feb. kl. 15
Jacob Jørgensens film om billedkunstner Mogens Gissel: 24. jan. kl. 14
Koncerter: 18. jan. kl. 16.30 Hola Ghost, 19. jan. kl. 16 klassisk koncert, 8. feb. kl. 16 Josephine & The River Boys
Udstillingsperiode: 18. jan.-16. feb. Tir.-søn. kl. 11-17. Mandag lukket.
Udstillere:
Martin Askholm, Elisabeth Bergsøe, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Mia Nelle Drøschler, Daniel Enkaoua, Alba Enström, Mogens Gissel, Claus Handgaard, Bente Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Tove Hummel, Elisa Jensen, Jacob Jørgensen, Jens-Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Kirsten Klein, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Anita Viola Nielsen, Egon Bjerg Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen, Mogens Nørgaard, Lars Ravn, Morten Skovmand, og Wang Tong.
 
Gæstekunstnere: Bianca Maria Barmen og Kunstnerduoen Randi&Katrine
Dronningen holder frikvarter

Samarbejde og fællesskab er en del af Corners dna, og det har i år udmøntet sig i et samarbejde mellem fotografen Jacob Jørgensen og billedkunstneren Mogens Gissel. Jacob Jørgensen har det sidste års tid fulgt Mogens Gissel i Odder, hvor kunstneren bor og arbejder.

Det er der kommet en portrætfilm ud af, som kan ses på udstillingen.
Mogens Gissel har også lavet dette års katalogforside og invitation.

Som optakt til H.M. Dronningens 80 års fødselsdag er Jacob Jørgensen ligeledes i gang med et filmisk portræt af dronningen.

Filmen hedder Dronningen holder Frikvarter, og Jacob Jørgensen udstiller stills fra filmen.

Serien af stills skildrer den mere uofficielle side af Dronningen, dér hvor hun befinder sig, når hun er i sit eget skabende univers. Et univers, der ligger udenfor hendes officielle pligter og er hendes egen tid – hendes frikvarter.

I udstillingsperioden vil der blive afholdt tre koncerter, hvor man kan høre rock, bluegrass og klassisk musik. Første koncert er med Hola Ghost, og den afslutter ferniseringen lørdag den 18. januar.

Corner 2020 er muliggjort ved støtte fra en række sponsorer: 15. juni Fonden, Toyota Fonden, Augustinus Fonden, Frimodt - Heineke Fonden, William Demant Fonden, Knud Højgårds Fond, Det Obelske Familiefond, Glashofs Legat og Corners Venner.

Udstillingen åbnes den 18. januar kl.13.30 af forfatter Thøger Jensen og Mette Schmidt Olsen (K), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.