25. november 2020
Taarbæk Borgerforenings Casper Strunge er glad for, at projektet om kystsikring i Taarbæk nu er ved at tage form. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Taarbæk Borgerforenings Casper Strunge er glad for, at projektet om kystsikring i Taarbæk nu er ved at tage form. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Første skridt på vej mod kystsikring i Taarbæk: Men mangler stadig millionerne til projektet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Første skridt på vej mod kystsikring i Taarbæk: Men mangler stadig millionerne til projektet

Pengene til de første spæde skridt til kystsikring i Taarbæk er fundet. Men i horisont venter fortsat den største udfordring, påpeger udvalgsformand: At finde millionerne til byggeriet.

Det Grønne Område - 26. oktober 2020 kl. 17:30
Af Mikkel Brøgger Petersen

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst med kulde og blæsen, som særligt mærkes foran Taarbæk Skole på byens havn.

Øresunds bølger banker mod kysten, og nordøstenvinden får store plamager af tang til at samle sig i havnen, så sejlbådene ikke kan komme til søs. Som regel bliver det liggende et par dage, inden det synker til bunds.

Én af årets første dag med rigtigt efterårsvejr fremhæver de kræfter, som Øresund gemmer på. Denne dag er selvfølgelig intet i forhold til stormen Bodil, påpeger Casper Strunge, medlem af Taarbæk Borgerforenings bestyrelse.

"Bodil gjorde et kæmpeindtryk på alle. Folk tænkte, at det var alvor," siger han.

To udfordringer

Det er vejr i den målestok, som politikerne nu har givet tilsagn om, at Taarbæk skal sikres imod. I budgetforliget er der sat penge af til at oprette et kystsikringslaug og en foranalyse af, hvilke typer kystsikring man skal gøre brug af.

"Vi håber at samle alle grundejerne med grund ud til havet i kystsikringslauget, og så vil de skulle dele omkostningerne. Kommunen ejer 30 procent af grundene mod havet, så vi har også udgifter," siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Sigurd Agersnap (SF), til Det Grønne Område.

Han siger, at der er to udfordringer: At lave et fælles projekt og finansieringen.

"Det første er vi i gang med nu med oprettelse af et kystsikringslaug. Det andet er en kæmpeudfordring, som vi endnu ikke ved, hvornår vi tager hul på. Men det kan ikke vente længe, og jeg forestiller mig, at det skal løses inden for maksimalt de næste fem år," siger han.

Sigurd Agersnap vurderer, at prisen for at bygge kystsikring kan blive alt fra 25 millioner kroner til et trecifret millionbeløb, alt efter om man vælger samme betonkant langs hele kysten eller en mere varieret løsning.

Løsning for hele kysten

Tilbage i det efterårsindsvøbte Taarbæk fortæller Casper Strunge, at borgerforeningen håber, at det kommende projekt bliver en samlet løsning for kysten og de omkring 80 grundejere ved vandet.

"Borgerforeningen håber, at det bliver en samlet løsning, der dækker hele kysten. I stedet for at kaste sten på ét sted langs kysten, og sandfodring et andet sted, så lad os få en fælles løsning, som er pænere, holder længere og finansieret over mange generationer," siger han og påpeger, at der er tale om to problemer, der skal løses.

"Syd for havnen er der problemer med oversvømmelse, og nord for havnen eroderer skrænterne. Vi vil derfor gerne se på hele kysten og samle alle i det," siger han og mener, at det er i hele kommunens interesse, at kystsikringen i Taarbæk laves ordentligt.

"Vi er kysten mod havet for kommunen, så jeg tror, at hele kommunen har interesse i, at det bliver lavet ordentligt," siger han og mener, at det er på tide, at kystsikringen begynder at tage form.

"Borgerne er glade for initiativet, men man må også sige, at uret tikker. Vandstandene stiger, og vi oplever jo forholdsvis mange oversvømmelser og kraftigt vejr. Vi er hvert år begyndt at have episoder, hvor det går ud over anlægget. Tidligere oplevede vi det ikke så ofte," siger han.

Tænk det sammen

I Taarbæk taler borgerne i forvejen om, hvordan livet omkring havnen og jollehavnen forbedres. Kroen er på vej til at genåbne, og området skal på sigt gerne gøres mere attraktivt til rekreativt brug, fortæller Casper Strunge. Så borgerforeningen håber, at Lyngby-Taarbæk Kommune er klar på at tænke den del ind i kystsikringen.

"På sigt kan vi godt forvente, at der kommer endnu flere gæster herud, og så skal der være bedre faciliteter. Så når vi skal i gang med kystsikring, er det oplagt også at tænke det andet ind i det," siger han.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?