
De næste tre måneder skal krydset ved Magasin graves op, og det betyder, at Lyngby Hovedgade ensrettes fra Nørgaardsvej til Klampenborgvej i perioden.
Trængslen i det centrale Lyngby vil blive større og værre de næste tre måneder. Medmindre bilisterne finder nye veje at komme igennem byen på.
Først er viadukten for enden af Buddingevej ved Lyngby Station blevet spærret for biltrafik. Og fra den 14. april og tre måneder frem graves Lyngby Hovedgade op lige midt i krydset ved Klampenborgvej.
Det betyder, at trafikken på Lyngby Hovedgade ensrettes fra Nørgaardsvej til Klampenborgvej i perioden.
Årsagen til gravearbejdet er, at TDC skal flytte en såkaldt telebrønd, som ligger i krydset under vejen. Denne telebrønd skal først graves op og siden flyttes op ad Lyngby Hovedgade og graves ned ud for nummer 70, hvor Frellsen har til huse.
Der nedlægges enkelte parkeringspladser på strækningen.
Udgravningen til telebrønden sker ifølge Lyngby-Taarbæk Kommune ved, at der etableres en byggegrube, som afstives med stålpæle og -plader.
"Entreprenøren forborer, inden stålpælene sættes i jorden. Metoden er valgt fordi den er mere skånsom end ramning eller nedvibrering, som kan give gener i form af vibrationer," skriver kommunen i en orientering til beboerne i området.
Selve arbejdsområdet indhegnes med trådhegn. Der vil kun være en smal passage langs bygningen for gående. Cyklister skal stå af og trække forbi arbejdsområdet. Vareudstilling og udeservering vil ikke være muligt i denne periode.
Arbejdstiden vil være mellem kl. 7.00-15.00 på hverdage, dog med enkelte dage til kl. 18.00.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her