27. september 2021
TrygFonden har alene til Kollelev Mose donoeret seks redningsstationer som den i baggrunden bag Morten og Lau Crone. Foto: Lars Schmidt
gallery icon

Se billedserie

TrygFonden har alene til Kollelev Mose donoeret seks redningsstationer som den i baggrunden bag Morten og Lau Crone. Foto: Lars Schmidt
Foto: Lars Schmidt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En aften hamrede det på døren: 14-årige Lau og hans far havde reddet liv 20 minutter senere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En aften hamrede det på døren: 14-årige Lau og hans far havde reddet liv 20 minutter senere

Morten Crone og sønnen Lau padlede ud i Kollelev Mose en mørk oktoberaften, da en mand råbte på hjælp. De får nu en livredningspris. Efter den dramatiske aften er der nu sat redningsstandere op flere steder omkring mosen.

Det Grønne Område - 16. juni 2021 kl. 11:45
Af Lars Schmidt

Fra da det buldrede på døren ved 21-tiden en fredag aften sent i oktober, og til det hele var overstået, gik der rundt regnet tyve minutter.

Men det er vel at mærke tyve minutter, som hverken Morten Crone eller hans 14-årige søn Lau nogensinde glemmer.

En genbo på villavejen Brovænget i Virum bankede hårdt og insisterende på døren, fordi hans kone havde hørt gentagne råb om hjælp uden fra den bælgmørke sø. Mens hendes mand løb spidsrod mellem villaerne på vejen, ringede hun 112. Familien Crone bor lige ned til søen, og i haven havde man en kano, men man i garagen fandt pagajer og et mere end hundrede meter langt reb.

Far Morten og søn Lau betænkte sig ikke. Far Morten forlod den bekvemme sofa og en film, han ikke kan huske titlen på. Lau gjorde stort set det samme: Forlod sin gamingstol og spillet, han var i gang med sammen med en kammerat.

Begge samlede de tingene sammen og ilede gennem baghaven ned til den mørke sø.

Og tyve minutter senere havde de under højdramatiske omstændigheder reddet en mand i land.

21. juni i år modtager de en stor hæder fra Nordsjællands Livsredningstjeneste - som en anerkendelse af deres indsats den aften i oktober 2020: Kaj Walther Prisen

De er begge taknemmelig over at få prisen, fortæller Morten Crone:

"Tænk at vi fik lov til at redde et liv. Men vi har også talt om, at vi blot gjorde den sidste del af arbejdet. Det var ikke lykkedes, hvis ikke vores naboer havde reageret på råbet fra søen og banket på vores dør. Prisen er vel en anerkendelse af, at der altid er muligheder, hvis man gør noget og tænker sig lidt om undervejs - uanset hvor håbløs en situation må være," siger han:

"Da vi var på vandet, må vi tilstå, at vi kom i tvivl, om vi ville lykkes. I de sidste minutter var det som om, at situationen tippede imod os, og det hele blev håbløst. Men de sidste anstrengelser betalte sig. Hæderen er vi selvfølgelig stolte af. Men størst af alt er nok lettelsen over, at det faktisk gik godt. Det er derfor, vi har været så optagede af at øge sikkerheden efterfølgende. Det har på en måde fået det hele til at gå op."

I vand til hagen

Morten og Lau Crone tog redningsveste på og kastede sig op i kanoen, og selv om der ikke kun var bælgmørkt , men også diset, og de kun havde genboens pandelampe til at lyse lidt op, var de sikre på, at de nok skulle løse opgaven.

Men så let gik det ikke. For tingene begyndte tingene gå skævt nærmest fra start. For da de havde lagt fra land, hørte de høje, kommanderende råb inde fra bredden. Det var politiet, der bad dem om at holde sig langt væk fra manden i søen. Det var ikke lige til at se det, men manden stod i vand til hagen 40-50 meter fra bredden.

"Han rystede af kulde og var meget udmattet. Trods kulde og efterårsmørke var han svømmet ud på søen, og da han satte fødderne på bunden, sad han fast i dynd og leret mudder," forklarer Morten Crone:

"Der var kulsort på søen. Vi råbte vores navne, og at vi var på vej og fik et svagt svar, som vi kunne navigere efter. Manden stod i vand til hagen, 40-50 meter fra bredden, da vi fandt ham - rystende af kulde og meget udmattet."

Og så var de, at de blev råbt an af politiet.

Uheld på uheld

"Fra bredden beordrede politiet os til at stoppe vores forehavende. De var på jagt efter en knivstikker og råbte, at vi af hensyn til egen sikkerhed skulle sejle væk fra manden," fortæller Morten Crone:

"Vi måtte melde til betjentene, at vi fortsatte. Ellers ville han forsvinde i dyndet og drukne. Vi råbte ret højt til manden, om han var bevæbnet. Det afviste han. Vi råbte til ham, at vi ikke kom nærmere, før han rakte sine hænder over vandet. Det gjorde han - ganske langsomt, fordi han var så kold. Da han gjorde det, sank han dybere ned."

Lau er en drønstærk håndboldspiller, har padlet på søen siden de små klasser og har vældigt godt styr på kanoen. Far Morten kæmpede for at trække manden fri af dyndet, mens Lau holdt kanoen på ret kurs. Men manden sad fuldstændigt fast i dyndet.

"Vi kunne ikke rokke ham - bortset fra, at han sank dybere ned, når vi prøvede. Flere gange måtte vi bede ham om ikke at række ud efter kanoen af frygt for, at han væltede os. Uden Laus fysiske styrke og ro igennem hele forløbet var det ikke gået," siger Morten Crone.

Lau fortæller:

"Vi bandt en løkke under armene på manden. Og så måtte vi forlade ham for at padle ind til betjentene med den ene ende af rebet for derefter lynhurtigt padle tilbage til manden."

Og så steg dramatikken nogle gevaldige grader:

"Da der blev trukket i rebet, og han derfor stod skråt, kom han under vandet med hovedet. Med et kraftigt ryk opad fra os i kanoen kombineret med trækket fra land kom han fri. Derefter kunne vi bugsere ham ind til land med en arm under skulderen. Vi har nok aldrig set et så bange og udmattet menneske før, men vi kunne heldigvis fortælle ham, at nu var han i sikkerhed," fortæller Lau.

Manden er taknemmelig

Da manden var bugseret på land - med en kropstemperatur på omkring de 32 grader - gik redningsfolkene i gang med ham. Lau og Morten Crone blev lidt, men tog så kanoen hjem til dem selv få meter derfra.

"Da vi kom ind med manden, myldrede det med redningsfolk, som vores gode naboer havde tilkaldt allerede, inden de havde banket os op. Der var blå blink overalt, og to dykkere sprang ned til os og hjalp med at få båret manden i land. Han var i øvrigt ubevæbnet, da politiet visiterede ham, inden redningsfolkene tog over," fortæller Morten Crone.

"Da vi kom i land, fik især Lau stor ros af politi og redningsfolk for sin måde at gøre præcis det, der var brug for. Mange ting var gået godt: Naboer havde hørt et råb. Én havde ringet, en anden hentede hjælp, en tredje løb ned til søen og råbte til manden, at der var hjælp på vej og at han skulle holde modet oppe."

Det viste sig hurtigt, at manden ikke var den knivstikker, som politiet ledte efter.

"Vi var i kontakt med mandens familie allerede søndagen efter, at redningen skete fredag aften. De - og han - er meget taknemmelige. De har støttet vores ansøgning om udstyr til TrygFonden, og jeg har holdt dem løbende orienteret om udviklingen. De ønsker ikke deres identitet offentliggjort. Det har jeg stor forståelse for. Da vi blev indstillet til prisen, spurgte jeg dem, om det var i orden. Da de gav grønt lys, kunne vi gå ind i forløbet," fortæller Morten Crone.

Donation fra TrygFonden

Det var held, der var den afgørende faktor den aften i oktober.

"Det stod klart, at tilfældigt forbipasserende ikke ville have haft samme mulighed for at hjælpe. Der manglede nemlig redningsudstyr," forklarer Morten Crone:

"Vi ansøgte derfor TrygFonden om hjælp, og fonden har nu doneret seks stationer til opstilling på strategisk rigtige steder i mosen. Stationerne består foruden en stander af en redningskrans og en kasteline. Kommunen har - foruden at lægge jord til standerne - også indvilget i at grave dem ned og montere dem. Det er et stort arbejde og et generøst bidrag, som vi er meget glade for," siger han - og slutter:

"Vi er meget taknemmelige for velviljen til at stå sammen om at øge sikkerheden. Det gav mening at redde et liv. Det giver endnu større mening at skabe bedre odds, hvis uheldet igen skulle være ude ved søerne."

Stemmer du til kommunalvalget i år?