14. juni 2021
Arkivfoto
Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Privat fællesvej - et levn fra enevælden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Privat fællesvej - et levn fra enevælden
Det Grønne Område - 09. maj 2021 kl. 15:00
Af Jens Overø, Ulrikkenborg Allé 54, Kgs. Lyngby

DEBAT I godt 50 år har jeg boet her i mit hus i Lyngby uden at spekulere over, at min grund støder op til en sidevej, som er en "privat fællesvej" - dette er et begreb, der er beskrevet i lovgivningen, og som har en historie tilbage fra slutningen af 1700-tallet.

I alle årene har jeg betalt et lille gebyr til kommunen for vedligeholdelse og for snerydning om vinteren. Dette følger af, at vejen er "privat".

Denne ordning fungerede upåklageligt, indtil Ankestyrelsen (hvis eksistens jeg ikke kendte) traf en afgørelse i 2017 om, at kommunens ordning var ulovlig. Teknikken er ret kompliceret, men der er ikke tvivl om, at afgørelsen er korrekt.

Herefter begyndte bryderierne.
Vi er 26 ejendomme, som støder op til den private fællesvej, og vi skulle nu til at organisere os, så vi samlet kunne påtage os de opgaver, som kommunen hidtil havde løst for os (mod betaling) vedr. snerydning, asfaltering, kantsten, fortovsfliser osv., som vi private som udgangspunkt ikke har forstand på.

Min egen pc indeholder nu knap 200 filer (mails, breve, oversigter osv.) fra dette arbejde, og jeg har foretaget udskrift af visse af de mange dokumenter, men ikke af alle. Det er blevet til en papirbunke på ca. 5 cm i højden.

Mangfoldige tvivlsspørgsmål og uklarheder har skullet behandles, og der er blevet brugt megen tid og energi på at få sagerne til at falde på plads. Vi 26 grundejere og helt sikkert et mangedobbelt antal i hele kommunen fik her nye opgaver. Der er givetvis også blevet slidt meget på de stakkels ansatte i den kommunale forvaltning, som har skullet svare på alle vore spørgsmål undervejs.

Men hvorfor er veje - alle veje - ikke blot offentlige? Det ville være det simpleste, og det ville passe smukt med, at fælles opgaver løses i fællesskab, jfr. ordet kommune, der er afledt af latin communis ~ fælles.

Det viser sig, at vi skal tilbage til slutningen af 1700-tallet for at finde forklaringen. På den tid blev landsbyerne opløst, og den hidtidige fælles dyrkning af jorden blev bragt til ophør. De jordstrimler, der hørte til hver gård, blev samlet, så den enkelte gård kunne flytte ud af landsbyen og ligge med sin egen jord omkring sig.

Efter udskiftningen skulle visse veje kun betjene en enkelt gård eller to. Disse nye udskiftningsveje blev anset som hørende til de respektive gårde. Altså private fællesveje.

Derfor var det den enkelte gård, der skulle sørge for vedligeholdelsen - vejene skulle jo være farbare for postbud, mælkemand og andre med ærinde til gården.

Dette princip er så blevet videreført gennem de mange år men virker i dag ejendommeligt i et tilfælde som her i Lyngby, en forstad til København. På vor egen private fællesvej er der en del trafik, som ikke har ærinde til beboerne, og som blot er gennemkørende.

Ville det ikke være simplere at ophæve begrebet private fællesveje i tilfælde, hvor det ikke længere giver mening at bygge på forudsætninger, der har mistet deres eksistensberettigelse?

Hvor langt tror du Danmark når ved EM