19. oktober 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Flere spørgsmål til kommunen om Sorgenfri Slotspark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Flere spørgsmål til kommunen om Sorgenfri Slotspark
Det Grønne Område - 16. oktober 2020 kl. 17:00
Af Thomas Møller, Lyngbygårdsvej 15 A, Kgs. Lyngby

Tak for forklaringen på de lidt spøjse plantninger af taks tæt op ad stisystemet i Sorgenfri Slotshave. Jeg har imidlertid et andet spørgsmål til driften af slotshaven, som DGO måske kunne være behjælpelig med at opklare?

Jeg har i 2019 skrevet til Slots- og Kulturstyrelsen og stillet spørgsmål til praksis omkring slåningerne i slotsparken, hvor man udover alle plæner også midt i højsommeren slår alle de arealer, man ellers har ladet være i fred - herunder partier omkring store træer, skråninger mellem stierne langs åen og brede partier langs stien ved åen.

Jeg gjorde opmærksom på den fine flora, disse steder indeholdt, og at slåningerne er en hindring for, at slotshaven vil kunne huse nogle af de sjældne sommerfugle og andre insekter, som ikke har en chance i vore dages urbane ørkenlandskab, og sidst men ikke mindst at det også ser utroligt trist ud.

Ikke kun i mine øjne har jeg kunnet høre.

Jeg har slået til lyd for, at man i det mindste ventede med slåningerne af de halvvilde partier til hen på efteråret til blomsterne var visnet og de ikke længere havde større betydning for insekterne.

Jeg har kun fået et enkelt kortfattet svar tilbage, hvor man påpegede, at det nu engang var den praksis, som man fandt passende for slotshaven og at insekter og biodiversitet havde det aldeles forrygende i slotsparken. Med lidt andre ord forstås.

I 2020 begyndte jeg faktisk at tro, at man alligevel havde lagt øret til vandrørene og den gryende opfattelse af, at vi skal give naturen mere plads på bekostning af de evindelige græsplæner.

Sammen med de sædvanlige uslåede partier havde man også undladt at slå de store plæner nær slottet hele forsommeren. Det var et vidunderligt syn med det bølgende gyldne græs og de talrige kløver og andre blomsterplanter!

Og kløverne og de andre blomster myldrede med vilde bier af mange slags - og sommerfugle var der også nogle af.

What was not to like??
Jeg vil jo gerne udtrykke min anerkendelse, når der er noget at være taknemmelig for, så jeg skrev sidst i juni en mail til Slots- og Kulturstyrelsen og roste dem for, hvad jeg håbede var en ny praksis i slotshaven.

Ikke så længe efter havde man imidlertid slået alle de store plæner, så det var lige så goldt og kedeligt som det plejer. Det var så, hvad det var. - Det var jo plæner..

Men kort tid efter havde man også givet alle de resterende områder det glatte lag. Rub og stub!

Så er det, jeg må spørge: Hvorfor??

Hvorfor absolut slå alt midt i højsommeren, hvor sommerfugle og øvrigt insektliv har allermest brug for fristeder?

Hvorfor skal det absolut gøres så kedeligt lige midt på den smukkeste årstid?

Hvorfor kan man om ikke andet så i det mindste bare vente til september/oktober?

Hvorfor opsamler man netop ikke det afslåede i netop de partier, hvor det ville give allermest mening at fjerne det afslåede, så man fik fjernet noget af det næringsstof-overskud, der bevirker, at disse steder domineres af kvælstofelskende høje græsser og brændenælder m.m.?

Og hvorfor slår man alle skråningerne i deres fulde udstrækning og flere meter langs stien ved åbredderne med Mjødurt og alt, når man kunne lade det være natur? Der er jo klippet græs nok endda.

Jeg er kort sagt skuffet over, at man øjensynligt ikke på nogen måde har indført en ny og mere insektvenlig praksis, men blot ventet noget længere end sædvanligt med slåningen af plænerne.

Nu er det mit håb, at DGO vil være behjælpelig med at finde ud af, om der rent faktisk er en overordnet plan med den slåningspraksis, der hersker i slotsparken?

Og om det i givet fald kunne tænkes, at man i Slots- og Kulturstyrelsen vil være positivt stemt for at tage denne praksis op til revision - til glæde for planter og insekter såvel som for os, der færdes der?

Jeg vil i givet fald med taknemmelighed gerne bidrage til en samtale om, hvordan slåningspraksis kunne forbedres.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?