
Coronakrisen betyder, at to aktiviteter for pårørende til demensramte ikke længere kan mødes på Bredebo Plejecenter
Med coronakrisens opblussen står pårørende til demensramte borgere uden et sted at samles. Og derfor håber man, at hvis nogen læser dette og kan hjælpe, at man tager kontakt. Det fortæller Nina Harboe til Det Grønne Område.
De pårørende mødes normalt i Pusterummet, som er caféen på Bredebo Plejecenter. Det er ikke længere muligt på grund af corona.
Pusterummet er et fællesskab for pårørende til demensramte og er et tilbud, der varetages af pårørende, og hvor andre pårørende til demensramte kan komme og støtte hinanden og få et pusterum.
"Her tales om alt det svære, der rammer én, når demenssygdom rammer i familien, og især i denne tid er der mange, der har ekstra brug for at dele frustrationer, spekulationer og sorg med hinanden. Vi har gennem årene skabt et trygt og godt fællesskab for pårørende ægtefæller eller pårørende til en forælder med demens," siger Nina Harboe og fortsætter:
"Det samme har vi i 'Madklubben', der ligeledes har eksisteret i fem år, og også normalt foregår i caféen på Bredebo Plejecenter. I Madklubben spiser pårørende sammen en gang om måneden. Den månedlige fællesspisning giver ud over muligheden for at komme ud blandt andre og sammen spise et varmt måltid mad også mulighed for det gode og hyggelige fællesskab, hvor der også forløsende kan tales om meget andet end livet med demens."
Efter aktiviteterne kortvarigt blev genoptaget i september, er caféerne nu igen åbne. Derfor søger man akut efter et sted at mødes - Pusterummet den første tirsdag i måneden klokken 15-17, Madklubben den anden onsdag i måneden klokken 17-19. Der møder typisk mellem 20 og 25 pårørende op.
"Et hyggeligt sted - en café, fælleslokaler, en restaurant eller andet, hvor der er mulighed for at sidde sammen i mindre grupper, uden at sidde for tæt, og hvor der er mulighed for at lave eller købe kaffe og te? Og er der mon ligeledes en restaurant, café eller anden lokalitet, der måske har lyst til at danne rammen om vores fællesspisning? Vi har hidtil gjort det på den led, at vi har bestilt maden fra plejecentrets køkken, der så har tilberedt to retter for os. Findes der mon andre, der kan tilbyde os noget tilsvarende og til rimelig pris? Eller har andre ideer til, hvordan vores fællesspisning kan foregå," spørger Nina Harboe.
Hvis man kan hjælpe, så tøv ikke med at kontakte formand for den nystiftede Forening for pårørende til demensramte i Lyngby-Taarbæk Kommune, Nina Harboe, hvis man har forslag til, hvor Pusterummet og/eller Madklubben kan mødes. Telefon 25 79 65 69 eller mail pusterum1@gmail.com.
mikp
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her