14. maj 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Corona: Smitteudbrud på gymnasium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Corona: Smitteudbrud på gymnasium

For at komme smitteudbruddet til livs er Virum Gymnasium lukket ned i en uge, fortæller rektor.

Det Grønne Område - 15. april 2021 kl. 13:27
Af Mikkel Brøgger Petersen

På Virum Gymnasium er der konstateret smitteudbrud. Det oplyser gymnasiets rektor, Mette Kynemund, til Det Grønne Område.

Det betyder, at gymnasiet er lukket ned i en uge.

Fra søndag aften til onsdag er 10 elever konstateret smittet med corona. Størstedelen af tilfældene blev registreret onsdag. Det oplyser rektor Mette Kynemund til Det Grønne Område.

”Mandag blev to klasser og otte lærere sendt hjem. Og nu er vi helt lukket ned i en uge,” siger hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed kontaktede gymnasiet, fordi styrelsen i øjeblikket har stort fokus på Lyngby-Taarbæk Kommune, som i øjeblikket ligger på 17. pladsen af landets 98 kommuner målt på smittede per indbygger.

Hvordan de første elever blev smittet vides ikke, fortæller rektoren. Til gengæld ved man, hvordan de resterende elever, som er størstedelen, blev smittet.

”Der har været en privatfest. Jeg har fået oplyst de var omkring 25 til festen,” siger hun og fortsætter:

”Der har også været arrangementer, hvor de unge har spist sammen og holdt videoaften. Men de har overholdt restriktionerne og var testet inden,” siger hun.

Mette Kynemund fortæller, at 80-100 elever enten er blevet kontaktet af smitteopsporingsenheden eller er gået i selvisolation grundet risiko for smitte.

Var lige vendt tilbage

Hverdagen på gymnasiet havde ellers lige taget et skridt mod normalen.

”Jeg var jublende lykkelig, da vi kunne få elever tilbage igen. De har virkelig gjort alt, hvad de kunne for at overholde restriktioner. De har lidt under hjemsendelsen, for de har manglet det relationelle nærvær, som undervisningen kan give, fra både kammerater og lærere,” siger hun og fortsætter:

”Derfor har vi også gjort alt, hvad vi kunne, for at gennemføre almindelig fysisk undervisning. Vi har virkelig anstrengt os for at hindre smittespredning og passe på hinanden, så både elever og ansatte fortsat kunne have deres dagligdag på VG, og vi har fået meget ros for at have styre på alle procedurer” siger hun.

Og trods smitteudbruddet er der ros fra rektor til eleverne.
”De unge er supergode til at have et højt informationsniveau. Både dem, som er smittet, og dem, som vurderer, at de er nærkontakt. De tager ansvaret på sig,” siger hun.

”Som led i genåbningen og de nye retningslinjer tester/selvpoder elever og ansatte sig selv to gange ugentligt. Vi har ansat uddannede podesupervisorer, som også er coronavagter i frikvarteret i forlængelse af andre tiltag. Men det har ikke været her, eleverne er testet positive. Det har været privat i løbet af weekenden,” siger hun.

Tilbage på Teams

Nu er det så midlertidigt tilbage til undervisningen fra nedlukningen.

”Der er virtuel undervisning igen, til stor fortrydelse for alle. Det er der ikke tvivl om. Alle ærgrer sig over det. Jeg har kontakt til kommunens hygiejnesygeplejerske. Vi gør et godt stykke arbejde for at forhindre smitte, men vi er altid åbne for gode råd. Vi må gøre, hvad vi kan,” siger hun og fortæller, hvornår hun forventer, at Virum Gymnasium åbner igen.

”Umiddelbart hedder det torsdag i næste uge, og jeg regner bestemt med, at det kan lade sig gøre. Men jeg er i løbende dialog med styrelsen,” siger hun.

Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?