

Se billedserie
Meningen med de røde og blå prikker er at skabe en adfærdsændring hos de studerende på DTU. En ændring, som Lyngby bymidte skal nyde godt af.
De røde og blå - temmelig iøjnefaldende - prikker, man finder på flere strækninger af de lokale cykelstier, har skabt debat. Og ikke mindst undren og modstand.
Hensigten er ikke at hjælpe de studerende på DTU til at finde vej til Lyngby, men at minde dem om, at de har muligheden for på en cykeltur på under ti minutter at komme ned til alle de tilbud, som bymidten i Lyngby indeholder.
Prikkerne er et lokalt eksempel på fænomenet 'nudging', som går ud på, at man ved hjælp af en eller anden form for indrekte påvirkning søger at ændre en adfærd. I dette tilfælde, at få de mange DTU-studerende til at benytte sig noget mere af bymidten i Lyngby.
Det forklarer borgmester Sofia Osmani:
"Jeg kan godt forstå, at nogen undrer sig over meningen med en stribe prikker og skilte mellem DTU og byen. Os der har boet i mange år, kender jo godt afstanden. Mange af de studerende på DTU oplever imidlertid, at DTU og byen fremstår som adskilte verdener. De studerende har derfor længe haft et ønske om at realisere projektet, der har til formål at synliggøre nærheden og binde de studerende tættere til centrum. Hvis man gennem en positiv nudging, kan få flere studerende til at tage cyklen til Lyngby i stedet for at tage bil eller bus ind til København, så vil det have en positiv betydning for miljøet, men også for vores lokale byliv og handel. Og det har vi alle en interesse i." forklarer borgmester Sofia Osmani.
Cykelstien løber fra Lyngby Hovedgade via Toftebæksvej til Kemitorvet på Anker Engelundsvej på DTU, og består af ca. 1100 hhv. røde og blå prikker. De røde prikker viser vejen til DTU, og de blå vejen til centrum. Vejdirektoratet har bestemt størrelsen og placeringen af prikkerne på den 2,3 kilometer lange strækning.
Lyngbys "nye" prikkede cykelsti blev officielt indviet tirsdag den 8. september af partnerskabet bag cykelstien.
Formålet med markeringerne og skiltningen er dels at synliggøre for studerende og andre, hvor tæt centrum og DTU reelt ligger på hinanden, og dels at flytte flere studerende og borgere over på cyklen, oplyser partnerne bag prikkerne i en pressemeddelelse.
Bag projekt står Vidensbyen i samarbejde med Lyngby Taarbæk Kommune, DTU, Polyteknisk Forening og Handelsforeningen. Lyngby Taarbæk Kommunes bæredygtighedspulje har finansieret projektet.
Prikkerne på cykelstierne har kostet 134.000 kroner.
"Cykelstien supplerer de mobilitetsinitiativer, vi har igangsat eller kommer til at igangsætte på campus de kommende år. Det er vigtigt for os, at vores mange studerende og medarbejdere færdes på en sikker og nem måde både på campus og på vej hertil. Derudover er det et ønske for os alle, at DTU bliver tættere knyttet til bymidten, så byliv og studenterliv bliver mere blandet", siger Claus Nielsen, administrerende direktør på DTU.
"Vi har haft et rigtigt godt samarbejde på tværs af vores partnerskab. Alle har været enige om behovet for at binde Lyngbys mest livlige områder bedre sammen. Det er noget af det smukke her i Lyngby, at vi er gode til at arbejde på tværs af sektorer og brancher til byens bedste," siger Marianna Lubanski, administrerende direktør i Vidensbyen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her