20. juni 2021
-Det, jeg gerne vil gøre op med, er, at børn ? og ofte også deres forældre ? problematiseres, når børnene protesterer over de (urimelige) krav, som de forventes at leve op til. Der er ikke noget galt med vores børn, siger Cecilie Kondrup. Foto: Lars Schmidt
-Det, jeg gerne vil gøre op med, er, at børn ? og ofte også deres forældre ? problematiseres, når børnene protesterer over de (urimelige) krav, som de forventes at leve op til. Der er ikke noget galt med vores børn, siger Cecilie Kondrup. Foto: Lars Schmidt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Blog - Familieliv: Sådan gør du, når dit barn ikke vil afleveres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Blog - Familieliv: Sådan gør du, når dit barn ikke vil afleveres

Der er ikke noget galt med børnene, når de ikke vil i insitution, fastslår familieterapeut Cecilie Kondrup i denne klumme.

Det Grønne Område - 09. marts 2021 kl. 15:00
Af Cecilie Kondrup, familierådgiver, Familieblik.dk

I går, da jeg hentede min 7-årige søn i SFO'en, blev jeg mødt af en pædagog med beskeden om, at der måtte være noget (galt) mellem min søn og jeg, siden han nogle gange ikke vil afleveres og herunder klager over ondt i maven.

arrow Læs også: Bloggen Familieliv: Hvorfor gør mine børn ikke, hvad jeg siger?

Kun et par måneder tidligere blev jeg mødt af hans lærer med beskeden om, at jeg ikke må sidde i klassen den første time på morgener, hvor min søn ikke vil afleveres. Begrundelsen var ikke corona-relateret, men skyldtes, at læreren mente, det ville være det bedste for min søn på den lange bane.

Således problematiseres både min søn og jeg, fordi min søn en gang imellem - det er sket omtrent 5 gange i dette skoleår - har brug for lidt ekstra støtte til at komme i gang med skoledagen. Desværre er det ikke et enestående tilfælde. Jeg hører fra mange af forældrene i min rådgivning, at de og deres barn problematiseres, hvis deres barn reagerer på at skulle afleveres eller ikke ønsker at komme i institution/skole.

Vi stiller (for) høje krav til vores børn

Fra mit perspektiv er problemet ikke børnene og ofte heller ikke forældrene, men derimod de alt for høje krav, vi i vores samfund stiller til børn i en meget tidlig alder. Vi forventer, at børn fra 10 måneders alderen skal trives med at være væk fra deres forældre 8 timer dagligt.

Græder barnet ved afleveringen, får man som forældre besked om, at man blot skal aflevere barnet hurtigt, samt at det nok skyldes, at man har svært ved at give slip på sit barn. NEJ, NEJ, NEJ!!! Barnets reaktion skyldes, at børn i den alder ikke ønsker eller har behov for at blive passet af "fremmede" voksne og være sammen med andre børn dagen lang. De vil være sammen med deres forældre.

Fra 6-års alderen forventer vi, at børn skal kunne være i skole - og ikke mindst kunne koncentrere sig - i et støjfyldt lokale med 25 andre børn fra kl. 8-14. Derefter skal de trives med at være i SFO til fra 14-16 sammen med 200+ børn og skiftende voksne. Så skal de også lige deltage i fritidsaktiviteter 2-3 gange om ugen, have legeaftaler et par gange om ugen, og i weekenden er der lige et par børnefødselsdage.

Der er ikke noget galt med børnene

Min intention er ikke at udskamme hverken lærere eller pædagoger - eller os forældre, der afleverer vores børn i institutionen på trods af deres protesterer. Sådan som vores samfund er bygget op - selvom det ud fra et børneperspektiv nok burde være opbygget anderledes - så har de fleste af os har ikke mulighed for at gøre andet. Desuden er det så indgroet i vores kultur, at de fleste af os slet ikke har tænkt tanken om, at det kan gøres anderledes.

Det, jeg gerne vil gøre op med, er, at børn - og ofte også deres forældre - problematiseres, når børnene protesterer over de (urimelige) krav, som de forventes at leve op til.

Der er ikke noget galt med vores børn.

Det er ikke deres behov at komme i vuggestue, når de er 10 måneder gamle. Og det er ikke deres behov at sidde på skolebænken fra kl. 8-14, fra de er 6 år.

Sådan forholder vi os

Så: Hvordan skal vi forholde os, når vores barn ikke vil afleveres?

Når vores børn ikke vil afleveres, er det vigtigste, at vi holder os for øje, at vores børn ikke protesterer over at skulle afleveres for at være på tværs, eller fordi det bare er hyggeligere at være hjemme. De gør det fordi de 1) virkelig har brug for at være sammen med jer, og/eller 2) virkelig ikke kan overskue en skole/institutionsdag.

Desværre kan jeg ikke tilbyde en kort og præcis køreplan for, hvad I skal gøre. Det er mere kompliceret end som så og afhænger af barnets alder, afleveringshistorik, hverdagsliv, muligheder i jeres familieliv og i jeres barns skole/institution, etc. Men en afgørende hovedregel er at signalere til barnet, at det er helt okay, at de har det, som de har det.

Desværre sker det nemlig ofte, at vi får projiceret vores ubehag over at skulle aflevere vores triste børn over på børnene. Eksempelvis ved at sige "Jeg gider ikke det her hver morgen. Du skal i børnehave. Sådan er det" eller "Se alle dine venner sidder i klassen, og de har ikke noget problem med at komme i skole". Vi får herved sagt og signaleret, at de er forkerte, umulige og besværlige. Og vi får ikke mødt vores børn i deres svære følelser.

Mød barnet i dets svære følelser

Det vi skal gøre er at gå med dem - være nysgerrige, spørge ind, vise forståelse og genkendelse af deres følelser. Og det skal vi gøre, selv om vi muligvis har besluttet, at de skal afleveres.

Dialogen kan lyde sådan her:
Forælder: "Har du slet ikke lyst til at komme i børnehave?"

Barn: "Nej"
Forælder: "Øv, så er det da slet heller ikke rart at skulle i børnehave. Ved du noget om, hvorfor du ikke har lyst?"

Barn: "Nej. Jeg vil bare ikke!"

Forælder: "Hmm, har du bare meget mere lyst til, at vi to kunne hygge derhjemme sammen? Og måske se en film og bage pandekager?"

Barn: "Ja"
Forælder: "Det kan jeg godt forstå. Det ville jeg også synes var super hyggeligt! Skal vi ikke gøre det på lørdag?"

Barn: "Jo"
Forælder: "Det vil jeg glæde mig til. Skal jeg blive lidt sammen med dig i dag, inden jeg går? Så går jeg efter samling" eller "Det vil jeg glæde mig til. Jeg går nu skat. Jeg elsker dig"

Her møder du dit barn i dets svære følelser. Dit barn vil muligvis stadig være ked af det, når du går, fordi det ikke er blevet mødt i sit behov. Men dit barn er blevet mødt i dets følelse, og det er ikke blevet gjort forkert i hverken dets følelser eller behov, hvilket er afgørende for barnets selvværd.

arrow Blog - Familieliv: Støt dit barn til at stå stærkt
10. december 2020 kl. 10:30 Opdateret: kl. 15:07
arrow Familieliv: Om krav og pligter i familien
18. november 2020 kl. 10:30 Opdateret: kl. 09:44
arrow Familieliv: Ens egne og andres behov - familiens evige dilemma
03. november 2020 kl. 09:16 Opdateret: kl. 09:57
Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?