Nordisk Råd støtter den lokale VUC til et samarbejde med en finsk højskole.
15.190 Euro. Eller - på dansk: 100.000 kroner. Det er, hvad Nordisk Råd har valgt at støtte VUC Lyngby med til et samarbejde med den finske højskole Jyväskylä Christian Institute.
Støtten betyder, at ca. 28 elever fra Lyngby HF til efteråret 2020 kan tage til Finland og besøge partnerskolen i seks dage. Elever fra Jyväskylä Christian Institute besøger til gengæld VUC Lyngby i foråret 2021.
"På VUC Lyngby og Lyngby HF er vi meget optagede af vores kursister og elevers demokratiske dannelse. Vores internationale samarbejder er med til at folde demokrati og verdensforståelse ud i en konkret kontekst til gavn for både ansatte og elever," fortæller uddannelseschef Trine Ellegaard Christensen,
Demokrati og ikke-digitale aktiviteter
Formålet med partnerskabet mellem de to skoler er at styrke de unges sociale, kulturelle og demokratiske kompetencer og samtidig også at udvide de unges horisont i forhold til ikke-digitale aktiviteter, fortæller VUC i en pressemeddelelse.
Der er mange fordele ved at kombinere den almindelige undervisning med udlandsophold på partnerskoler, fortæller Trine Ellegaard Christensen:
"I det konkrete samarbejde er det min forhåbning, at både eleverne og lærerne får udvidet deres verdenshorisont som aktive medborgere. En af projektets aktiviteter er, at de finske og danske elever arbejder sammen omkring samfundsrelevante temaer gennem dialog og fælles refleksion."
Når de finske elever kommer på genbesøg på VUC Lyngby, skal de blandt andet diskutere FNs verdensmål i et fiktivt Europaparlament, spille demokratispil og deltage i en ikke-digital skattejagt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her