Debat
Vi må finde en bedre løsning på de trafikale adgangsforhold til Præstøs nye daginstitution. Vi kan ikke bare lade beboerne på Rugvænget i stikken med en løs forsikring om, at der kommer en god løsning i morgen - når daginstitutionen er bygget!
Så ved vi godt, at det bliver mere end almindeligt svært at finde pengene til en trafikløsning.
I Venstre støtter vi selvfølgelig opførelsen af en ny daginstitution i Præstø ved Abildhøj. Det er tiltrængt og vil skabe gode rammer for omkring 250 børn.
Vi er med hele vejen i forhold til en bebyggelse med tilhørende legeplads, grønne friarealer og parkeringsplads. Lokalplanen fastlægger desuden bebyggelsens ydre fremtræden og sikrer beplantningsbælter langs med skellene mod vest, syd og øst.
Byggeriet skal være svanemærket, hvilket blandt andet betyder, at bygningen har et lavt energiforbrug, et godt indeklima og lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter.
Imidlertid er der et stort men; nemlig at ind- og udkørsel til daginstitutionen forudsættes afviklet via Rugvænget.
Alle høringssvarene i forbindelse med den lokalplan, der muliggør byggeriet, har primært omhandlet de trafikale forhold herunder adgangen til daginstitutionen. Der har gennemgående været indsigelse mod adgang fra og via Rugvænget og der er påpeget alternative løsninger, herunder hovedsageligt, at der ønskes vejadgang til Jungshovedvej.
Det er et forslag Venstre støtter. Vi mener, at en løsning med adgang via Jungshovedvej vil skabe en god og sikker afvikling af trafikken til og fra daginstitutionen.
Det er også en løsning, der er støttet af Præstø lokalforum.
Venstre ønsker derfor, at der afsættes de nødvendige midler til at finansiere en løsning med en adgang til og fra daginstitutionen via Jungshovedvej gennem etablering af en svingbane samt et parkerings- og afsætningsareal med stiforbindelse til daginstitutionen. Vi mener, at pengene til en sådan løsning vil være givet godt ud.
Bo Manderup (V)
på vegne af Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen
Torvet 13, Præstø
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |