Debat Kommunalbestyrelsen har nedsat et opgaveudvalg, der skal "undersøge, hvordan erfaringerne fra coronatiden kan bruges til at finde og forme andre og nye løsninger inden for en række velfærdsområder til gavn for dig og dine medborgere i fremtiden."
Det er en virkelig god idé, som jeg støtter fuldt og helt op om. Det er fint, at det er borgernes perspektiv, der er det centrale i opgaveudvalgets arbejde.
Der er dog også andre, der har gjort vigtige erfaringer, nemlig de mange ansatte i kommunen - for eksempel pædagogerne, lærerne, de ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen, sagsbehandlere og andre medarbejdere i forvaltningen. De har skullet løse deres opgaver på helt nye betingelser. Fjernundervisning af elever, en hverdag i institutionerne med høje krav til sikkerhed, hjemsendelser og hjemmearbejde, og digitale møder, som man før aldrig ville have troet kunne gennemføres uden fysisk fremmøde.
Disse erfaringer, som de over 6.000 ansatte har gjort, er det også værd at samle op på, så snart de har overskud til det. Noget har givetvis haft karakter af nødløsninger, men andet har måske vist nye veje, som kan være interessante at gå, også når verden bliver normal igen - eller i kommende krisesituationer.
En erfaringsopsamling blandt de ansatte med henblik på en fremadrettet læring bør organiseres allerede nu. Den kan måske sættes i gang i flere faser for ikke at belaste de ansatte for meget og selvfølgelig med MED-udvalg og tillidsrepræsentanter som ankerpersoner.
Det seneste år har vist, at vi kan ændre mange ting, vi før troede kun kunne gøres på én måde, også på det kommunale område. Den læring skal vi holde fast i og bruge. Hvis det gøres systematisk, vil kommunalbestyrelsen få et fantastisk grundlag for udvikling af de kommunale tilbud fremover. Og det vil være direkte anvendeligt for de ansatte og deres ledere - hvilket er i alle borgere i kommunens interesse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
