19. februar 2020
Kildevej 1
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Venstre: 'Vi vil følge besparelserne nøje'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre: 'Vi vil følge besparelserne nøje'

Venstre-politikerne er bekymrede for besparelserne på ældreområdet

Debat Ugeposten Gribskov - 21. januar 2020 kl. 14:13
Af Birgit Roswall, gruppeformand for Venstres byrådsgruppe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I forbindelse med sidste års nytårshilsen skrev byrådsgruppen, at vi ville arbejde for, at 2019 blev et handlingens år. Og det må vi sige, at det blev.

Vores beslutning om at være konstruktive og tage del i ansvaret for kommunens drift, herunder budgettet for 2019 på trods af, at vi ikke var en del af konstitueringen, førte til, at borgmesteren i april måned mente, at det var tid til at få også helt ind i “maskinrummet”, og han foreslog derfor, at vi endnu en gang omkonstituerede udvalg.

Ændringerne betød, at der blev nedlagt nogle udvalg, og at Venstre fik formandsansvaret for de to meget tunge velfærdsudvalg, (BIF) “Børne, Familie- og Idrætsudvalget” og (ÆSS) “Ældre, Social- og Sundhedsudvalget” og næstformandshverv i (UBL) “Udvikling, By- og Land” og (BU) “Beskæftigelse og Unge”.

Samtidig blev Jannich Petersen på ny formand for GribVand og GribVand Spildevand.

Det store fokus har og vil også fremover være at sikre, at kommunens driftsudgifter holdes, så vi ikke ender med sanktioner. Det ser ud til, at indsatsen med at bremse op for, hvad der kunne stoppes i 2019 er lykkes nogenlunde, så vi holder os under servicerammen i 2019. Dog med lidt usikkerhed i forbindelse med et større underskud på skoleområdet, som der skal ses nærmere på i begyndelsen af det nye år.

I forbindelse med budgettet for 2020 var det store fokus, at der skulle spares på driftsudgifterne, og det har desværre medført, at vi har været nødt til at gå med til meget store ændringer/besparelser på især Ældre, Social og Sundhedsområdet bl.a. med lukning af midlertidige pladser til følge. Det er besparelser, som Venstre er meget bekymret for vil ramme hårdt, men vi har lovet hinanden, at vi vil følge det nøje, ligesom det var en betingelse i budgettet, at der meget hurtigt skulle sættes gang i byggeri af flere plejehjemspladser, så der ikke er borgere på midlertidige pladser, der venter på plejehjemsplads.

Vi ved fra tidligere, at ca. 50 procent af de borgere, der var på midlertidige pladser, ventede på en plejehjemsplads.

Gribskov Kommune er ikke udfordret på anlægsområdet, og derfor kunne vi fastholde vejen mellem Græsted-Gilleleje og fremkommelighed og trafiksikkerhedsinitiativer på Kildevejen.

Umiddelbart efter indgåelsen af budgetaftalen fik kommunen tilskud fra staten som svagt stillet kommune og samtidig mulighed for at låne til effektiviseringsanlæg. Der blev søgt om anlægsmidler til at samle administrationen på to lokationer i Helsinge, således at det bliver muligt at spare på driftsudgifterne fremover.

Vi glæder os alle til at tage hul på 2020 med fortsat fokus på at udnytte det økonomiske opsving til salg af jord til byggeprojekter rundt i kommunen, så vi kan få flere indbyggere/skatteindtægter.
Vi ser frem til at følge ombygningsprojektet til lejligheder på det gl. sygehus i Esbønderup.

Vi håber at se klagesagen i forbindelse med salget af det “gl. rådhus” og Pyramiden afsluttet, så handlen kan blive afsluttet.

Vi skal i gang med projekteringen af vejen mellem Græsted-Gilleleje, salg af Rostgårdsvej og Birkevang samt planlægningen af, hvor og hvordan vi skal samle administrationen i Helsinge og meget meget mere.

Venstres gruppe vil stadig gå til opgaverne med en konstruktiv og positiv tilgang til vores kolleger i byrådet, så vi kan sikre de bedste løsninger til glæde og gavn for Gribskov Kommunes borgere.

I Venstre ser vi frem til at fortsætte vores dialogmøder i lokalsamfundene og håber, at rigtig mange borgere tager mod invitationen til at møde os til drøftelser om, hvad der betyder noget i de respektive lokalområder.

Tak til alle for 2019 på gensyn i 2020.