
Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:
Når man har knoklet et helt liv for at bidrage til fællesskabet til ikke bare én, men to generationer efter sig selv, så er det fællesskabets pligt at give så meget som muligt tilbage i værdighed og livskvalitet.
Selvom det overhovedet ikke burde være sådan, så er der i en efterhånden meget lang årrække sparet på ældreområdet. 'Ind til benet' er for længst blevet afløst af 'i benet'.
For nogle år siden gik det heldigvis op for nogle folkevalgte i Folketinget, at også de formentlig bliver ældre på et tidspunkt. Hvorfor de indså nødvendigheden af at sætte et lille bitte plaster på den afgrundsdybe udhuling af anstændig og værdig ældrepleje, som de selv havde stået i spidsen for.
Klippekortsordningen, hvor de allersvageste ældre fik en halv times selvbestemt hjælp om ugen, var en realitet.
Personligt synes jeg navnet 'klippekort' er hån, fordi ældreomsorg ikke skal komme som 'klip', men derimod pr. konduite i den daglige omsorg. Og den afsatte tid på 30 minutter om ugen er nærmest at latterliggøre de mennesker, der skulle have glæde af ordningen.
Jeg mindes, hvor lang tid det tog min farmor at få overtøj på og af igen, når hun skulle ud og opleve bare lidt andet end hjemmets fire vægge. En halv time er hurtigt gået på den måde. Ikke mindst, når det er på ugebasis.
Klippekortsordningen er trods alt bedre end ingenting, men i Dansk Folkeparti kæmper vi for, at de ældre skal have mere selvbestemmelse end det.
Derfor var jeg også ved at falde på halen i går på Social- og seniorudvalgets møde, da det gik op for mig, at Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i deres budget for 2020 har besluttet at fjerne den halve times selvbestemmelsesret for Hørsholms allersvageste borgere, der modtager hjemmehjælp.
Jeg er fuldt ud med på, at det ikke er moderne at tale de ældres sag, men for mig er det en æressag, så i den forbindelse foretrækker jeg at være helt og aldeles umoderne. Til jer tre partier, der sidder på magten, vil jeg sige: I kan ikke være det bekendt...!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her