Af Søren Dalager Nygårdsvænget 22, Hørsholm:
Under min ferie har Ugebladet 22. juli haft en særdeles læseværdig kronik: "Hørsholm kan se frem til et hospital i verdensklasse" af direktøren for det nye hospital i Hillerød: Bente Ourø Rørth.
Blandt andet glæder det mig at se - hvad jeg hele tiden i mine tidligere debatindlæg har hævdet - at hospitalet mener, at indlæggelse på enestue gør patienterne hurtigere raske.
Kronikken var for mig en glædelig nyhed, og hvem kan da ikke ønske sig i givet fald at blive indlagt der?
Men for Anne Ehrenreich (AE), der er medlem af regionsrådet, kan kronikkens indhold ikke være en nyhed. Alligevel har hun gennem hele året kæmpet for, at Hørsholm ikke længere skal høre til Hillerød, men bør overgå til Gentofte-Herlev Hospital.
Tidligere (Ugebladet 22. april) skriver hun: "Gentofte ligger på vejen til København, hvor mange pendler til, mens Hillerød ligger mere afsides".
Og senest (Ugebladet 15. juli), bl.a.: at Helsingørs Sundhedshus "ligger relativt fjernt og i den forkerte retning for de fleste pendlere". Foreslår hun hermed også, at vi fra Hørsholm fremover skal til Gentofte eller Herlev for at få taget blodprøver eller røntgenbilleder?
Det virker som om hun tror, at sundhedsvæsenet alene er for pendlere.
Jeg er ikke pendler, men pensionist og har mange gange haft glæde af den effektive behandling uden synderlig ventetid - og de nemme parkeringsforhold - ved Sundhedshuset i Helsingør.
Jeg har før sagt, at vi ikke kan have tillid til AE som regionsrådsmedlem - og hendes "forsvarstale" den 15. juli gør det ikke bedre. I juni led hun et sviende nederlag i kampen om at blive borgmesterkandidat, så det lader heller ikke til, at hun nyder nogen større tillid i Venstres lokalorganisation.
Jeg vil derfor opfordre hende til at nedlægge både sit regionsråds- og sit kommunalbestyrelsesmedlemsskab. Og også til at overveje at flytte 'i den rigtige retning': til Gentofte med hendes elskede Amtssygehus fra 1927. Så er hun sikker på at blive behandlet der.
Og til at lade os andre i fred med vores glæde over at høre til det nye hospital.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her