
aF aNNE eHRENREICH (v), Medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm:
Vores tidligere kollega, tidligere medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Konservative og tidligere formand for Miljø- og Planudvalget, Kristin Arendt, synes ikke, at politikerne i Hørsholm har politisk mod nok ift byudviklingen.
Det er jo ikke så overraskende, at Kristin Arendt mener det, nu hvor hun selv er ansat i et firma, som lever af byudvikling. Sådanne firmaer vil ofte helst bygge stort og massivt, da det giver flere penge end mindre projekter.
Borgerne i Hørsholm Kommune har siden det sidste kommunalvalg sendt et klart signal til politikerne om, at de ønsker, at byudviklingen skal gøres bedre. De ønsker ikke en byudvikling drevet af developerne, men baseret på gennemtænkte planer. Der synes også at være et klart ønske om, at byudviklingen skal gøre det bedre for de nuværende borgere at bo i Hørsholm, ikke værre.
Flertallet ønsker ikke så massive og urealistiske oplæg, som vi har set ift PH Park, Cirkelhuset, Bakkehusene, Museumshaven og nu Kokkedal stationsområdet. For Rungsted Kyst stationsområdet er det lykkes at få byggeplanerne begrænset. Samme håber vi bliver tilfældet øvrige steder.
Venstre går ind for, at Hørsholm skal udvikles for at forblive en attraktiv bosætningskommune. Udviklingen skal ske med respekt for Hørsholms særpræg og det grønne. Det har vi kæmpet for, og det vil vi vedblive med at gøre.
Vi har modet til at sige til og fra ift byudviklingen og til at lytte til borgerne og agere på det grundlag.
Hørsholm er og skal fortsat være borgernes by.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her