
Af Glen Madsen (DF), medlem af kommunalbestyrelsen:
Skal 3 ud af 10 mulige aktiviteter for beboerne på kommunens plejehjem fjernes? Og skal der være færre varme hænder og omsorg for de samme ældre medborgere i deres vågne timer?
Ikke hvis det står til mig og Dansk Folkeparti i Hørsholm!
Jeg var overbevist om, at de øvrige partier havde det på samme måde, og det derfor allerede inden sommerferien var muligt, at tage de to allermest uværdige spareforslag på ældreområdet af bordet? Men nej, de øvrige partier i Social- og Seniorudvalget samt i Økonomiudvalget ønskede ikke at fjerne noget.
Jeg ønsker et gennemsigtigt folkestyre, og da jeg ikke kunne få lov til at stemme nej på ovennævnte udvalgsmøder, så valgte jeg naturligvis at forfatte et debatindlæg med information til borgerne om min holdning.
Det har imidlertid afstedkommet en replik fra Socialdemokratiet, der mener, at et sparekatalog skal være politisk neutralt. Deri er jeg fuldstændig uenig!
Når man vælger at stille op til et hverv som folkevalgt, og man af borgerne vises den store tillid at blive valgt, så er det ens forbandede pligt at tage ansvaret på sig! Hvis man ustandselig gemmer sig bag embedsværket og påberåber sig, at f.eks. genopretningsplaner, budgetprocesser og sparekataloger m.v. skal være politiske neutrale, så har man i min optik helt og aldeles misforstået sin opgave!
Efter næsten 80 års uafbrudt Konservativt borgmesterstyre og efter 11 år med den nuværende konstituering, er der i Hørsholm for længst gået virkelig meget vanetænkning, politisk dovenlars og ansvarsforflygtigelse i den politiske proces. Hvor det i andre kommuner nærmest er en selvfølge at tage politisk ansvar i hele budgetprocessen – også omkring et eventuelt sparekatalog - så sætter flertallet i Hørsholm en dyd i mest muligt at hænge i embedsværkets skørter og tage så lidt ansvar som overhovedet muligt.
For mit vedkommende, så kommer jeg aldrig til at gemme mig bag administrationen! Jeg siger det jeg mener, og jeg siger præcis det samme offentligt som til lukkede udvalgsmøder.
Derfor står det også helt klart, at jeg og Dansk Folkeparti siger klart nej til færre aktiviteter og varme hænder til beboerne på kommunens plejehjem. Mit mål er til hver en tid, at ældre skal have det bedre – ikke værre!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her