Kære Steffen Mølgaard. Netop hjemkommet fra tre ugers dejlig solferie skal lokalaviserne naturligvis gennemlæses. Her ser jeg til min store glæde dit indlæg af 20. november vedrørende sundhedspuljen og støjforurening.
Jeg kan ikke være mere enig med dig. Holbækmotorvejen er utroligt belastet - hvad er støjbelastningen målt til?
Det kunne være interessant at vide. Nu omtaler du blandt andet Holmekvarteret og Rødhøjgårdsvej i Taastrup. Men du må bestemt ikke glemme os der bor i Fløng - især på Bakkevej samt den anden side af motorvejen. Beboerne på Lyngmosen føler sig også meget berørt af støjen.
For cirka halvanden måned siden havde jeg et indlæg i avisen netop vedrørende støjforurening og det folkemøde, flere vestegnskommuner havde afholdt. I det møde deltog Høje Taastrup Kommune ikke?
Jeg har aldrig modtaget reaktion på dette skriv. Så nu håber jeg, at man fra De Konservatives side vil gå videre med dette.
Kære Kirsten Böhm, tak for dit brev som - sammen med andre henvendelser - bekræfter, at problemet er udbredt i Høje-Taastrup Kommune. Hvis vi alene ser på statsvejene, hvor jeg som folketingskandidat agter at kunne gøre en forskel, så er den larmende trafikstøj i Høje-Taastrup kommune vurderet til at omfatte 2686 bolig med mere end 58 dB, hvoraf 52 boliger er belastet med over 68dB og 391 boliger er belastet med mellem 63dB og 68 dB.
Jeg ved desværre ikke, hvor mange af disse boliger der specifikt er i Fløng, men området fremgår af en rapport fra vejdirektoratet, der viser områder, som er særligt hårdt ramt. I forbindelse med udbygningen af Holbækmotorvejen er der etableret støjafskærmning i Fløng/Hedehusene, men hvis den ikke er tilstrækkelig, bør der ses på flere muligheder for at nedbringe støjen.
Jeg kunne desværre ikke deltage i Støjfolkemødet, da andre møder forhindrede dette. Støj er dog et prioriteret område af mit parti, men i særdeleshed også af mig som lokal folketingskandidat, hvilket forslaget om puljen er et udtryk for.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her