12. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Giv børnene i Høje-Taastrup en røgfri skoletid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Giv børnene i Høje-Taastrup en røgfri skoletid
Debat Taastrup - 01. december 2018 kl. 15:45
Af Hans-Henrik Jacobsen, Formand Kræftens Bekæmpelse lokalforening Høje-Taastrup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Ingen af os ønsker, at vores børn begynder at ryge. Alligevel ser jeg jævnligt elever, der bruger deres frikvarter på at ryge uden for skolens område. Det sker, selvom det er forbudt at sælge tobak til personer under 18 år.

To elever fra hver skoleklasse vil senere i livet dø på grund af rygning, hvis vi ikke handler.

Derfor er vi, i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Høje-Taastrup, rigtig glade for at Høje-Taastrup Kommune er med i partnerskabet Røgfri fremtid, hvor målet er, at ingen børn og unge lærer at ryge.

Flere skoler fra nærliggende kommuner er »gået først ind i bussen« og har indført røgfri skoletid. Og flere er på vej.

Det er der en rigtig god grund til. Det, som virker bedst, er nemlig røgfri skoletid, kombineret med tobaksforebyggende undervisning og forældrekontrakter. Det kan reducere antallet af rygere med op til 50 procent.

Otte ud af ti danskere bakker op om røgfri skoletid. I Norge har alle skoler røg- og snusfri skoletid. Og det har virket. Danmark har fem gange så mange unge, der ryger, som Norge.

Røgfri skoletid betyder, at eleverne ikke må ryge i løbet af skoledagen - hverken på skolens område eller udenfor. Og forbuddet gælder både cigaretter, e-cigaretter, snus, vandpibe o.l.

Erfaringer viser, at det er svært for skoler at gennemføre røgfri skoletid på egen hånd. Derfor er der brug for at politikerne tager ansvar og viser vejen.

Det kan måske ske, når politikerne i den kommende tid skal drøfte sundhedspolitikken ud fra den seneste sundhedsprofil.

Situationen er alt for alvorlig til at vente. Derfor opfordrer vi politikerne til at indføre røgfri skoletid nu, så vi ikke står alene tilbage, når »bussen er kørt«.