15. juni 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Movia genkender ikke DF-kandidats billede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Movia genkender ikke DF-kandidats billede
Debat Stevns - 08. juni 2021 kl. 12:39

I et læserbrev bragt i DAGBLADET Køge 27. maj giver Nichlas Arne Nymann, kandidat for DF-Stevns, et billede af Movias flextrafik, som et område præget af social dumping og underbetaling af ansatte chauffører. Det billede kan vi heldigvis ikke genkende i Movia. Vores årlige stikprøvekontroller viser, at branchen har rettet sig væsentligt, og brodne kar får ikke lov at køre på kontrakt med Movia.

I Movias kontrakter med flexoperatørerne fremgår det helt præcist, at operatøren skal sikre, at de ansatte både hos operatøren selv og hos eventuelle underleverandører er sikret løn, herunder særlige ydelser, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark inden for det pågældende faglige område, og som gælder for hele det danske område.

Flextrafikken, som årligt sikrer mobilitet til over tre millioner borgere rundt om på Sjælland og øerne, udbydes af Movia til private vognmænd. For Movia er det centralt at sikre, at de krav, som vi stiller til os selv som virksomhed, ikke udvandes, fordi nogle andre får ansvaret for at udføre opgaven. Det gælder særligt forsvarlige løn- og arbejdsvilkår og sikkerhed for, at der leveres den aftalte kvalitet til den aftalte pris.

Alle vognmænd, som udfører flextrafik for Movia, skal have en tilladelse til at udføre denne form for kørsel. Tilladelsen udstedes af Færdselsstyrelsen, som også er tilsynsmyndighed. Chaufførernes arbejdsvilkår er sikret ved krav om overenskomster, og det er et krav i Movias kontrakter at reglerne skal følges.

Movia gennemfører hvert får en række stikprøver af overenskomstvilkår hos flextrafikvognmænd og deres underleverandører. Fra 2017 til 2020 har vi gennemført godt 120 stikprøver. Heraf har 45 været underleverandører til vognmænd, der kører flextrafik på kontrakt med Movia. Alle stikprøver indebærer gennemgang af ansættelseskontrakter samt tre måneders lønsedler for samtlige chauffører, der er ansat hos de kontrollerede vognmænd og deres underleverandører. Det er Movias kontrolpanel, som består af arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger, der vurderer, om vognmændene efterlever overenskomsterne. Movia bruger vurderingerne til at sikre, at der er styr på kontrakterne i flextrafikken.

Når Movia ved en stikprøve opdager forhold, der ikke lever op til de gængse overenskomster, stiller vi selvfølgelig krav om, at forholdene bringes i orden, så kontrakterne efterleves, og vi følger op på, om det sker. I alvorlige tilfælde kan Movia også vælge at bringe kontrakten med vognmændene til ophør. Man skal med andre ord ikke køre flextrafik for Movia, hvis ikke man giver chaufførerne ordentlige arbejdsforhold.

Jens Peter Langberg
Flextrafikchef Movia

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?