23. juni 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Læg en statsvej til og fra Stevns, hvor den gør nytte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læg en statsvej til og fra Stevns, hvor den gør nytte
Debat Stevns - 10. maj 2021 kl. 19:38

Debat
stevns: Der er efter min subjektive opfattelse primært to argumenter for at lave en ny vej til Stevns. Dels skal man give stevnsborgere lettere adgang til arbejdspladserne i hovedstadsområdet, dels skal man skåne Køge by for den voldsomme trafik, der hver dag skal igennem byen i myldretiden.

Jeg har derfor undret mig over den foreslåede rute for den nye Stevnsvej. Den går fra Sydmotorvejens afkørsel 34 ved Slimmingevejen nord om Hårlev til Stevnsvejen lige nord for Klippinge. Ruten er i fugleflugtslinje 14,5 kilometer, og en sådan direkte linje vil ikke kunne gennemføres, uden at det går voldsomt ud over småbyer som Himlingøje, Lystrup og Varpelev. Så man må beregne mindst 10 procent længere strækning for at komme uden om disse byer, og den reelle strækning vil derved blive 17-18 kilometer.

Det største problem med denne rute er dog, at den kun vil afhjælpe trafik fra Klippinge, Store Heddinge og Rødvig. I området nordvest for disse byer, hvor Strøby, Strøby Egede og Valløby ligger, vil man med stor sikkerhed ikke vælge at køre den forkerte vej for at komme til København, men naturligvis fortsætte med at køre igennem Køge by, og da disse byer er i voldsom vækst, så man vil, efter min mening, ikke have løst problemet på denne måde.

Hvis man derimod valgte en linjeføring fra krydset mellem Sydmotorvejen og Lidemarksvej frem til Stevnsvejen lige syd for Strøby Egede, ville denne vej i fugleflugtslinje være mindre end 9 kilometer, og den ville stort set kunne trækkes efter en lineal uden at genere særligt meget. Den ville krydse Hovedvej 2 mellem Hastrup og Herfølge, hvor der i øjeblikket kun er lettere industri, og derefter ville den gå syd om Gl. Hastrup, Egøje og Vallø Slot, og resten af vejen over mark- eller skovområder. Med en sådan løsning ville hele Stevns inklusiv Strøby Egede benytte denne rute. Stevnsborgere ville komme meget nemmere til Sydmotorvejen og dermed til hovedstadsområdet, og Køge ville blive skånet for den voldsomme trafik til og fra Stevns i myldretiderne.

Min subjektive opfattelse af den førstnævnte foreslåede rute er, at den ville blive dyrere, da man skal ekspropriere et større areal og anlægge en større vejstrækning, og den ville efter få år vise sin utilstrækkelighed til at løse problemet, og vi vil fortsat opleve en voldsom trafik fra Stevns nordlige del gennem Køge, Herfølge, Svansbjerg og Åshøj.

Per Andreasen
Morsøvej 4
Køge

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstår du deres løn-utilfredshed?