Torsdag aften udsendte Kommunernes Landsforening en pressemeddelelse omkring kviktests, hvor friskolerne nu kan gå i dialog med kommunerne om denne indsats. I den forbindelse udtaler KL's formand Jacob Bundsgaard:
»Det er godt, at de friskoler og kommuner, der allerede har fundet en vej til at få kviktestet personalet på skolerne lokalt, nu kan gøre det med hjemmel i lovgivningen. Der er også flere steder, hvor man har indledt dialog om testsamarbejde, men netop har afventet denne afklaring, før man sætter gang i det konkrete arbejde med oplæring og selve testopgaven.«
Ligeledes er sundhedsministeren og børne- og undervisningsministeren kaldt i samråd for at redegøre for ligestillingen mellem folke- og friskoler i kampen mod Covid-19, samt hvilke tiltag, der er iværksat, for at sikre den nødvendige lovhjemmel og økonomi.
Sagen endte som en politisk, betændt kartoffel, men nu er der lagt op til, at friskolerne og kommunerne kan finde en mindelig løsning, og herfra er der et udstrakt ønske om samarbejde med Stevns Kommune.
Jeg har nogle idéer til, hvordan vi kan gribe det an, og jeg tænker, at vi både skal tænke i løsninger på den korte og lange bane, så ingen bliver taget på sengen, når der bliver åbnet yderligere op. De ældste elever står nok næst i køen, men vi skal også være forberedte, når foreningslivet får nyt liv, for her vil børn og voksne mødes på kryds og tværs, og så er det hensigtsmæssigt, at der er en fælles teststandard i kommunen.
Covid-19 vil fortsat påvirke vort samfund en rum tid endnu - måske længere end vi tror - så lad os finde hinanden og de fælles løsninger. Jeg imødeser en henvendelse fra Stevns Kommune.
Rasmus Englund
skoleleder
Stevns Friskole
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her