12. april 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De to sure gamle mænd fra Muppet Show

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De to sure gamle mænd fra Muppet Show
Debat Stevns - 10. februar 2021 kl. 12:35

Kære Karsten Visby.
Ligesom Freddie Petersen vil du gerne udvise glæde over, at undertegnede ikke opnåede genvalg til Folketinget i 2019. Jeg må forstå på dit indlæg, at det har gjort dig lykkelig. Personligt kan jeg ikke forstå, at du opnår lykke ved, at andre mennesker ikke altid opnår det, som de går efter. Jeg synes ikke, at det er særligt tiltalende. Er der i øvrigt nogen, der altid får det hele her i livet?

KV skriver bl.a., at »Det undrer mig, at du blandt alle dine fortjenester ikke nævnte, at du gennem de samme 14 år har gjort alt for at gøre livet surt for især nydanskere med muslimsk baggrund.«

Grunden til, at jeg ikke nævnte udlændingepolitik i mit svar til FP er, at det ikke er ligeså relevant for Stevns, som det er for mange andre kommuner. Derfor fokuserede jeg lokalt på de resultater, som jeg ved gør en forskel for stevnsboerne, herunder mine resultater på ældreområdet, børneområdet m.m.

Men når nu KV spørger, så er mit svar, at det ikke er et selvstændigt mål for mig at gøre livet surt for den enkelte med muslimsk baggrund, som jo sådan set kan være et fint menneske. Det, som jeg har arbejdet for, det er, at religionen islam - som bl.a. er kvindeundertrykkende - opnår så lidt magt som muligt. Jeg ønsker også at begrænse indvandringen, da et for stort antal vanskeliggør integrationen. Det står jeg ved.

For at tilbagevise KV's påstand vil jeg fremhæve ét af mine resultater, som drejer sig om støtte til de modige muslimske piger og kvinder, der tør bryde med undertrykkelsen, og som en konsekvens heraf har brug for beskyttelse. Disse modige sjæle bor bl.a. på særligt beskyttede og hemmelige adresser rundt omkring i Danmark. Dem har jeg ikke gjort livet surt for. Tværtimod har jeg m.fl. gjort deres liv lidt tryggere. Ofte er deres eneste »forbrydelse«, at de har fået sig en dansk kæreste. Det er en trist virkelighed.

Jeg kan forestille mig, hvor lykkelige KV og FP bliver, såfremt det ikke lykkedes for undertegnede at opnå valg. Dog håber jeg, at I en dag når dertil, hvor I ikke opnår personlig lykke igennem andre menneskers ulykke.

Jeg forestiller mig i øvrigt, at Freddie Petersen og Karsten Visby ligner de to gamle sure mænd fra Muppet Show. Nå, I er sikkert gode nok på bunden. Men nu skal vi videre og i stedet fokusere på løsninger, der gavner borgerne på Stevns.

Martin Henriksen
spidskandidat for Dansk Folkeparti ved kommunevalget

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?