Af Birgitte Schjerning Povlsen (K) og Ann Sofie Orth (K) Henholdsvis formand for Social- og Sundhedsudvalget og spidskandidat
Den seneste nationale trivselsmåling i folkeskolen viser, at mere end hver 3. elev i udskolingen i Rudersdal savner støtte og inspiration i undervisningen. Det kan og bør vi naturligvis gøre bedre.
Den triste melding fra eleverne i Rudersdal kalder på en politisk erkendelse af udfordringen, så vi sammen kan sætte et mål for, hvordan verden burde ser ud. Og ikke mindst en drøftelse af, hvad kræver det af ledere og lærere.
Når mere end hver tredje elev savner opbakning og inspiration i undervisningen, er der grund til bekymring. Vi efterlyser derfor en åben debat om, hvordan undervisningen i folkeskolens ældste klasser bidrager til at give unge mennesker lyst til at vide mere. Nu har vi hørt elevernes oplevelse, så hvad siger Danmarks Lærerforening, skolebestyrelserne - og alle de andre engagerede forældre? Hvordan løser vi sammen den udfordring, vi står med?
I Rudersdal er børn- og skoleudvalget er orienteret om, at forvaltningen vil drøfte resultaterne med ledelsen på de enkelte skoler. Vi tænker, at det vil være fint, hvis resultaterne for hver enkelt skole bliver offentliggjort og debatteret netop på den enkelte skole. På den måde kan udfordringerne adresseres dér, hvor de er - og det bliver meget lettere at få inspiration fra hinanden.
Målet må være, vi får vendt udviklingen. At flere elever i 7., 8. og 9. klasse oplever støtte og bliver inspireret af undervisningen i folkeskolen i Rudersdal.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her